Koldfront med en hel måneds nedbør
Det har regnet voldsomt meget mange steder i landet siden i går eftermiddags, og på Femø er der registreret dobbelt skybrud. Vi har kigget nærmere på, hvor meget det har regnet fra i går og frem til onsdag morgen. Læs de sjask våde tal her:
Lummert vejr er næsten altid en forløber for en god omgang regn og torden. Og tirsdag var ingen undtagelse.
En anden ingrediens er mødet mellem kold og varm luft, hvilket også beskriver tirsdagens vejr, hvor koldere luft pressede på fra nord og mødte den varme og fugtige luft som har ligget solidt over Danmark den seneste tid.
Ifølge klimatolog Caroline Drost Jensen er der registreret skybrud i mindst 4 områder frem mod midnat fordelt mellem Nordjylland, Midt- og Østjylland, Midtsjælland og på Femø i Smålandsfarvandet.
Definition af skybrud: >15 millimeter på højst 30 minutter.
Fra i går middag til onsdag morgen kl. 9 er der faldet mest nedbør i Erslev på Mors i Nordvestjylland samt Nørreby på Femø (nord for Lolland). Her blev det til hhv. 73,8 mm og 72,5 mm.
På Femø gik det bestemt ikke stille for sig. På kun 30 minutter faldt hele 31,3 mm - altså dobbelt skybrud.
Redigeret kl. 13:00: Indtil kl. 8 lokal tid er det dog Aarhus lufthavn som har fået mest vand - 88,4 mm.
Begge målinger lægger sig tæt op ad landsgennemsnittet som er på 73 mm for juli måned (gennemsnit fra 2006-2015).
Varsel gælder stadig for en stor del af landet
Ifølge vagtchef, Martin Lindberg, er det ikke slut endnu.
”Der er en ny front på vej fra sydvest med flere byger. Det bliver knap så udbredt, som vi har set det indtil nu, men fronten vil give spredte byger, som fortsat kan være kraftige. Derfor er der stadig varsel ude for den centrale og vestlige del af landet frem til i aften.” Fortæller Martin Lindberg.
Byger kommer og går hurtigt og der er store variationer i nedbørsmængde på korte afstande, så det er en god idé at følge vejret både på radaren, regionaludsigter og prognoser.
Af Herdis Preil Damberg
31. juli 2019.