Regnfuld august - eller hvad?

August er normalt den måned, hvor der falder mest nedbør. Men allerede halvvejs gennem august 2019 er der nogle steder faldet, hvad der svarer til en hel måneds nedbør. Andre steder langt mindre. Læs med her og se hvor tørt eller vådt det har været, der hvor du bor.

Mange danskere kan skrive under på at august indtil nu har været præget af stor bygeaktivitet med mange lokale skybrud.
Men byger og skybrud er også forbundet med store regionale forskelle, og derfor er det langt fra alle der har fået lige meget vand.

Tørkeindekset afspejler tydeligt de store forskelle i nedbør fra syd til nord.

Men hvor meget har det egentlig regnet?

Til og med 12. august har der DMI registreret 26 skybrud fordelt på fem dage.

Lørdag den 10. hvor det gik vildest for sig, blev der målt 13 skybrud, mens der torsdag den 7. blev målt 9 skybrud.

Specielt d. 10. var skybruddene kraftige og den højeste 30-minutters intensitet nåede op på 31,6 mm ved Kalundborg, hvilket svarer til dobbelt skybrud.

DMI råder over ca. 280 nedbørstationer og da skybrud næsten altid er meget lokale, vil der være skybrud vi ikke registrerer.

Ser vi på gennemsnittet på landsplan, er der faldet 45,7 mm.

Ifølge klimatolog Mikael Scharling, er det noget over det man kan forvente i forhold til dekadenormalen 2006-2015, som lyder på 99 mm for august måned.

Middeltallet dækker dog over store lokale forskelle. Klim Strand nord for Thisted topper med 124,4 mm, mens man på Femø i Smålandsfarvandet kun har fået sølle 3,7 mm regn.

Find flere detaljer i vores vejrarkiv

Ifølge vagtchef, Martin Lindberg, er der mere regn på vej denne uge – og her vil regnen både ramme de sydlige og nordlige dele af landet.

Læs mere om skybrud og byger her

Af Herdis Preil Damberg
13. august 2019

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle