Sommeren 2019 kan gå i top 10

Sommeren 2019 nærmer sig top 10 over varmeste somre siden 1874 efter en usædvanlig varm periode i slutningen af august. Hermed skriver denne sommer sig ind i den klimatologiske udvikling, som peger mod et varmere klima i Danmark. Nedbøren blev samlet set ’normal’, mens solen skinnede ganske pænt. 

I denne weekend skifter kalenderbladet fra sommer til efterår. Vores klimatolog giver her et foreløbigt bud på, hvordan sommeren 2019 ender.

”Denne sommer har ikke været lige så varm som sidste års sommer, men den har været varm. Sidste års sommer blev jo rekordvarm, sammen med sommeren 1997, og endte på svedige 17.7 °C i gennemsnit. Det kan denne sommer ikke matche, men det hænger hovedsageligt sammen med temperaturen i juli,” forklarer Mikael Scharling, som er klimatolog på DMI, og fortsætter:

”Juli 2018 var hele 2.5 °C varmere end i år, mens juni og august har været på samme højde rent temperaturmæssigt, da de blot var 0.3 °C varmere i 2018. Så alt andet lige har det været en varm sommer, som lige nu kan blive den niende varmeste sommer siden målingernes start i 1874.”

Sommeren bliver som helhed meget varm, og den ender sandsynligvis på en 9. plads på top 10 over de varmeste somre siden 1874. De foreløbige tal siger hele 1.6 °C over 1961-90 normalen og 0.7 °C over 2006-15 referencen.

’Normal’ nedbør

Den samlede mængde nedbør for hele denne sommer lander et sted mellem 2006-15 referencen og 1961-90 normalen.

”I store træk har vi fået en ’normal’ nedbørsmængde denne sommer - lidt mere end klimanormalen fra 1961-90, men mindre end vores nyere reference fra 2006-2015. Samme tendens ser vi i øvrigt for denne august, som lander noget over 90 mm nedbør i totalen. En stor del af nedbøren i august er i øvrigt faldet som kraftige byger, og der har især været mange skybrud i starten og i slutningen af måneden.” fortæller Mikael Scharling.

Solen skinnede om kap med dekadenormalen

Solen har bestemt heller ikke holdt sig tilbage denne sommer. Det foreløbige bud lyder på lidt over 190 timer, hvilket er stort set identisk med 2006-15 referencen og pænt over 1961-90 normalen.

Læs mere om juni 2019 her.

Find opsummering for måned, sæson og år her.

 

Af Mikael Scharling og Anja Fonseca
30. august 2019

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle