Er foråret på vej?
Kalenderen viser marts, den første forårsmåned. Efteråret fortsatte ind i en rekordvarm vinter, og vinteren 19/20 vil blive husket som vinteren, der aldrig var. Foråret har også bekendt kulør tidligt i år mange steder. Alligevel er der flere, som savner rigtigt forårsvejr i form af mindre nedbør og mere varme. Til glæde for de utålmodige tyder månedsprognosen på, at vi ikke skal vente længe endnu.
Februar blev rekordvåd, og det var Jylland, der fik størstedelen af nedbøren. Samtidig gav lange perioder med kraftig vestenvind forhøjet vandstand i Vadehavet og Limfjorden. Og hvornår kommer vi så af med vandet? Statistisk set er marts og april de tørreste måneder på året.
Tager vi et kig på 7-døgnsprognosen, er der dog mere vand i vente for resten af ugen. Det meste af nedbøren vil falde i dag, tirsdag, og på søndag, men ellers holder nedbøren pause nogle dage med kun få spredte byger. Bornholm får dog regn på fredag.
Det bliver fortsat varmere end normalt for begyndelsen af marts, og dagtemperaturerne vil mest ligge mellem 5 og 10 grader. Som altid først på foråret er der også lagt op til flere kolde nætter med ned til 3 graders frost.
Et kig endnu længere frem i tiden på månedsprognosen afslører, at det ustadige og våde vejr ser ud til at fortsætte et par uger endnu, men så slår prognosen om og indikerer højtryksopbygning. Og den kan meget vel kaste solskin af sig og sende lunere forårsluft mod landet. Helt i tråd med den klimatologiske statistik for marts er der dermed lagt op til en mere tør periode. Og bare kom med den, vi trænger til det!
Af Erik Hansen
3. marts 2020