Fransk kuldepol fyrer op under dansk sommerland

En såkaldt kuldepol, sommetider også omtalt som et øvre lavtryk, vil de kommende dage bevæge sig ind over Vesteuropa og i dén grad diktere vejret her i Danmark!

Solen brager ned over de mange danskere, der således her i uge 28 åbner sommerferien tager hul på sommerferien med manér. Paraplyer afløses af parasoller, og det store grin bliver kun en anelse bredere, når legemet afsvales i (endnu) passende svalt havvand. Danmark, når det er bedst!

Sjovt nok skyldes sommervarmen en kuldepol – eller et øvre lavtryk – som i denne uge bevæger sig ind over Vesteuropa og dikterer vejret i Danmark!

Når kuldepolen bevæger sig ind over det sommervarme Europa, vil den varme luft ved jorden gerne bytte plads med den kolde tunge luft foroven, og så har vi balladen i ’popcorngryden’.

Byger begynder at opstå ud af det blå og poppe op alle vegne, nogle så kraftige at de også bliver med lyn og torden! Inden længe kan de mange regn- og tordenbyger dække flere lande og give anledning til meget ustadigt sommervejr, og det er lige netop det, som venter store dele af Vesteuropa de kommende dage.

Når kuldepolen de kommende dage tager turen ind over Vesteuropa, dannes flere lavtryk med tilhørende fronter, og her har vi netop kimen til vejret i Danmark de kommende dage.

Lavtrykkene vil nemlig tage turen mod nordøst. De bliver dog syd for Danmark og dermed pumpes massiv østeuropæisk varme frem mod Danmark – mange steder vil temperaturen nå et godt stykke over 25 °C.

De tilhørende fronter kan i perioder trække regn eller byger, der kan være med torden, så der venter altså nogle varme, men til tider også våde vejrdage.

Optræk til stabil varme
I næste weekend smutter kuldepolen sydpå ned over Middelhavet, hvor den vil give ustadigt vejr i store dele af Italien og længere østpå mod Kroatien og de tilstødende lande.

I Danmark vil der omvendt åbnes for et højtryk fra vest, og der følger antagelig en længere periode med solrigt, varmt og stabilt vejr.

At spotte en kuldepol og herefter bestemme, hvorledes den bevæger sig og udvikler sig, er altså af afgørende betydning, når meteorologerne skal forudsige, om sommervejret bliver med sol og tørt vejr, eller med regn, byger og mange skyer.

Fakta om kuldepoler
En kuldepol er et afgrænset område i den øvre troposfære – den del af atmosfæren, hvor 99 procent af vores vejr finder sted).

I kuldepolen er luften koldere til sammenligning med den luft der grænser op til kuldepolen.

Ofte vil lufttrykket også nå et minimum i samme område, og dermed omtales en kuldepol sommetider som et øvre lavtryk.

En kuldepol, eller et øvre lavtryk, forplanter sig ofte ned gennem troposfæren og giver anledning til lavtryk og fronter tæt på jordens overflade: omskifteligt vejr, med regn, byger og sommetider blæst.

13. juli 2021
Lars Henriksen, meteorolog

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle