Havet styrer meget mellem himmel og jord

Meteorologiens dag 23. marts 2021 sætter fokus på, hvordan forståelsen af klimaet er dykket ned under overfladen. Havets evne til at optage varme spiller nemlig en afgørende rolle, når det handler om, hvor meget vandet stiger i fremtiden

Når DMI 23. marts fejrer Meteorologiens dag, så går man bogstaveligt talt i dybden. Over 90 procent af den ekstra varme, der fanges på jorden som et resultat af vores udledning af drivhusgasser, lagres i oceanerne, mens 2-3 procent opvarmer atmosfæren og resten smelter is og sne samt opvarmer landjorden.

Havet reagerer langsommere end atmosfæren, og derfor ligger der en forsinket effekt af klimaforandringerne skjult i dybet af de have, som dækker 70 procent af klodens overflade. I anerkendelse af dette overvåger meteorologer og forskere verden over havene og bygger modeller, der viser, hvordan forandringerne påvirker vores verden. Verdensorganisation WMO har i 2021 sat ekstra fokus på at forstå sammenspillet mellem havene, klimaet og vejret.

”Følgerne af klimaforandringerne gør forståelsen af samspillet med havet, vejret og vores klima helt afgørende. Som konsekvens heraf har meteorologer og oceanografer verden over øget fokus på havet,” siger Ellen Vaarby Laursen, der er WMO-rådgiver hos DMI.

Vandet stiger
Når havtemperaturerne stiger, stiger vandstanden. Dels fordi vandet udvider sig, dels fordi iskapper på Grønland og Antarktis samt gletsjere over hele kloden smelter og tilfører vand til oceanerne.

Hvor meget og hvordan er overordentligt kompliceret at beregne –  ikke mindst fordi der er ukendte faktorer som f.eks. vores fremtidige udledninger af drivhusgasser og andre klimaaktive stoffer.

Når isen smelter gælder et omvendt ‘nærhedsprincip’. For tyngdekraften tiltrækker vandet. Når iskappen smelter, bliver tyngekraftens træk mindre, og vandstanden omkring iskappen vil falde, men vil stige længere væk fra land.

Derfor påvirker en afsmeltning fra Antarktis Danmark mere end afsmeltning fra Grønlands iskappe.

Hvis du vil vide mere om havet, så gå på opdagelse i DMI’s tema om hav og is
 

Fakta om Meteorologiens dag
Verden over fejrer Meteorologiens dag virkeliggørelsen af det internationale samarbejde mellem meteorologer og oceanografer i World Meteorological Organization, WMO, der blev skabt 23. marts 1950.

Læs mere om Meteorologiens dag hos WMO

Af Torben Abildgaard
23. marts 2021

 

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle