Praktik på DMI som meteorolog
I efteråret lukker DMI dørene op for erhvervspraktikanter. Her vil DMI’s meteorologer tegne og fortælle om de mange spændende opgaver, der varetages på DMI, og vi kan allerede nu afsløre, at det bliver en lærerig uge, som breder sig over mange fagligheder fra varsling af farligt vejr til vejrudsigter og klimaforskning.
I løbet af en uge vil et par af DMI’s meteorologer og forskere tage praktikanterne flere spadestik dybere end den landsudsigt, vi kender fra TV. Klimaforskere, iskortlæggere og teknikere vil nemlig fortælle om deres fag, og forklare hvordan deres arbejde giver mening for samfundet.
Vejrudsigter og meteorologi vil være et gennemgående tema, og i løbet af ugen vil praktikanterne også få lov til at lave deres egen vejrudsigt, og se om den mon kan holde vand?
Det praktiske
Praktikken gælder for 8., 9. og 10. klasses elever, og løber af stablen i uge 40 og 47 i 2021 og igen i uge 4 i 2022.
For at søge om plads skal du eller skolevejlederen på din skole kontakte DMI’s direktionssekretariat på telefon 39 15 75 28 eller på mail: pbs@dmi.dk
Vi anbefaler, at der tages kontakt i god tid, inden praktikken skal finde sted.
COVID-19
Der tages forbehold for, at erhvervspraktikken kan blive aflyst afhængig af smittetrykket fra COVID-19, og DMI’s sikkerhedsforanstaltninger, eller såfremt der ikke er tilstrækkelig mange tilmeldte til erhvervspraktikken i den pågældende uge.
DMI Kommunikation
26. august 2021