Usædvanlig februar
Selv om februar kun har budt på en enkelt top-10 rekord, og ikke var spektakulær hverken hvad angår temperatur, regn eller solskin, har februar alligevel været usædvanlig. DMI’s klimatologer har kigget februars tal igennem og har fundet flere ting, der får februar 2021 til at skille sig ud fra mængden.
Blev februar koldere eller varmere end normalt?
Ser vi på gennemsnitstemperaturen for februar, så lander middeltemperaturen på 0,1 °C. Gennemsnittet dækker dog i dette tilfælde over en meget kold start og en meget lun afslutning.
Den nye klimanormal, som er gennemsnittet af alle februar-måneder i perioden 1991 til 2020, har 1,5°C som middeltemperatur.
Februar 2021 var dermed til den kølige side med 1,4 °C under klimanormalen. Det er dog ikke dét, der skriver sig ind i vejrhistorien. Det gør det usædvanligt store temperaturspring, der skete i midten af måneden derimod.
Her sprang de første 14 iskolde dage med en middeltemperatur på -4,2 °C, til 14 dage med lunt og forårsagtigt vejr og en middeltemperatur på 4,4 °C! Forskellen var også usædvanlig stor fra varmest til koldest. Måleren i Horsens løb af med vinterens laveste temperatur på -20,7 °C den 12. februar, mens Nordsjælland registrerede 15,1 °C den 25. Det giver et temperaturspænd på hele 35,8 °C.
Desuden endte målingen på 15,1 °C som den fjerdehøjeste maksimumstemperatur i februar siden målingernes start i 1874. Fjerdepladsen deles med februar 2012, hvor der også blev målt 15,1 °C.
Februar var tør
Den samlede mængde nedbør var der til gengæld ikke meget af. Klimanormalen fra 1991-2020 for februar lyder på 50,3 mm, mens der i år kun faldt 26,1 mm.
Det er kun lidt over halvdelen af, hvad der normalt falder, og siden 1986 er det kun sket tre gange, at der er faldet så lidt nedbør i februar måned.
Solrigeste februar i 9 år
Tørre måneder har det ofte med også at blive solrige, og det holder stik for denne måned.
Landsgennemsnittet for solskinssummen endte på hele 101,1 timer. Holdt op imod klimanormalen fra 1991 til 2020 på 69,1 timer, giver det en februar måned med cirka 46 % mere sol end normalen.
Find hele gennemgangen af februar her
Find klimanormalerne for Danmark
Find flere ekstremer
2. marts 2021
Af Herdis Preil Damberg