Status på havisen – både mod syd og mod nord
Havisen både i Arktis og Antarktis skriver sig ind i top ti over lave udbredelser. I Arktis er det årlige minimum i havisudbredelsen netop endt som den niende laveste havisudbredelse. I Antarktis, hvor vinteren er forbi, ser det årlige maksimum ud til at blive den syvende laveste isudbredelse nogensinde målt.
Hvert år, når havisen på den nordlige halvkugles smeltesæson slutter og vinterens kulde sætter ind, opgør oceanografer og klimaforskere ved de meteorologisk institutter i henholdsvis Danmark og Norge, hvor stor havisens udbredelse i Arktis er.
Næsten på samme tidspunkt når havisen på den sydlige halvkugle sin maksimale udbredelse, inden vintersæsonen dernede slutter.
Minimum i Arktis
I Arktis indtrådte minimum 17. september og ender med en udbredelse på 5,137 mio. km2.
Det betyder, at havisens udbredelse i Arktis ligger på top 10 af bundrekorder siden 1978, hvor man begyndte at overvåge havisens udbredelse med satellitter, helt præcist på en niendeplads.
Ifølge Gorm Dybkjær, havisforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI, er udbredelsen resultatet af en ’jævn’ smeltesæson:
- I lyset af at vi de senere år har vænnet os til rekordlave isdækker, er det positivt, at havisen trods alt placerer sig uden for top 5. Men den lave udbredelse understreger også, at isen langsomt bliver mindre år for år, og årets minimum er fortsat et godt stykke under normalen.
Vejret fra maj til september er afgørende i forhold til niendepladsen. En anden væsentlig faktor er tidspunktet for, hvornår smeltesæsonen satte ind. I år begyndte smeltesæsonen godt en uge senere end normalt. Gorm Dybkjær uddyber, hvorfor tidspunktet for smeltesæsonens begyndelse har betydning for hele smeltesæsonen:
- Når den første smelte-episode er indtruffet, mister sneen, som ligger på havisen efter vintersæsonen, sin lyse farve, og overfladen bliver mørkere. Den mørkere havis optager varmen bedre end den hvide sne, der reflekterer sollys tilbage. Dermed accelererer den mørke overflade hastigheden af havisens afsmeltning, og jo senere afsmeltningen begynder, des mindre bliver den samlede afsmeltning.
Smeltesæsonen begynder, når luftens temperatur første gang overstiger 0 °C.
Sæsonen begynder ikke på samme tid i hele Arktis, men en god indikator er, når den gennemsnitlige overfladetemperatur nord for den 80. breddegrad overstiger 0 °C.
Den klimatologiske skæringsdag for smeltesæsonens begyndelse er 12. juni.
Store forskelle
Niendepladsen på top 10 over bundskrabere for isudbredelse på Nordpolen dækker over en ulige regional fordeling af den arktiske havis.
Især i Barentshavet og i området omkring Svalbard har udbredelsen været meget lav på grund af temperatur og strøm:
- Havisen forsvandt usædvanligt hurtigt i Barentshavet i månedsskiftet mellem maj og juni. Dette blev dels drevet af en kraftig nordgående drift af isen, som blev observeret over flere dage. Herved blev isen rent fysisk bliver skubbet ud af Barentshavet. Yderligere blev der observeret rekordhøje temperaturer på Svalbard i juni og juli, og overfladetemperaturen i Barentshavet nord for Skandinavien har været højere end normalt, hvilket har medvirket til den lave udbredelse i området, siger Signe Aaboe, klimaforsker ved Norges Meteorologiske institut.
Resten af området omkring Arktis har derimod haft en relativt kølig sommer, og derved har havisen i Arktis som helhed haft en lav, men ikke ekstrem lav udbredelse.
Forår på Sydpolen
I Antarktis er sagen helt anderledes. Vinteren er snart forbi og foråret på vej, og her rundede havisen sin årlige maksimumudbredelse den 13. september.
Men inden vinteren 2022 var den antarktiske sommer præget af usædvanligt høje temperaturer, hvilket gav en rekordlav udbredelse af havisen som udgangspunkt.
- Vi har set en rekordlav udbredelse af havisen i Antarktis i år, især har opfrysningen af Wedell Havet, den sydligste del af Atlanterhavet, taget lang tid. Til gengæld har isen reetableret sig usædvanlig hurtigt på den anden side af Antarktis ud mod Stillehavet mellem New Zealand og Sydamerika. Så her har vi også store regionale forskelle, siger Signe Aaboe og uddyber:
- Den årlige maksimumudbredelse, som netop er målt, er på 18,6849 mio. km2. Udbredelsen skriver sig ind som det syvende laveste maksimumudbredelse af havis i Antarktis.
Global opvarmning fordeler sig uens over kloden, og polerne oplever en kraftigere opvarmning end andre steder på kloden.
Det skyldes blandt andet, at havisens lyse overflade kaster en stor del af sollysets energi tilbage ud i atmosfæren. Når havisen smelter, bliver overfladen mørkere, og havet kan derfor optage mere varme. Derfor har havisen en stor rolle, hvad angår klimaforandringer. Mindre havis betyder mere åbent hav, som lader sig opvarme af solens stråler, og dermed kan mindre havis accelerere den globale opvarmning.
Af samme grund holder havis- og klimaforskerne øje med havisens udbredelse både i nord og syd, og her er det oplagt at notere tidspunktet for minimum og maksimum, samt hvor stor udbredelsen er.
Særligt siger havisens minimumudbredelse noget om, hvor meget flerårs-is, der er tilbage. Helårs-isen er ekstra tyk og mange år gammel, og den er svær at genopbygge. Førsteårs-is, som opstår henover vinteren er tyndere og dermed også mere udsat den følgende sommer.
Maksimum- og minimumudbredelser indtræffer i forbindelse med sæsonskift i Arktis og Antarktis.
Når det er vinter i Arktis, er det sommer i Antarktis, derfor følges maksimum og minimum stort set ad ved polerne.
Forskere ved meteorologisk institut i Norge og Danmark har over en lang årrække samarbejdet tæt om is-analyser baseret på satellitobservationer.
Satellit-observationerne er en del af det europæiske EUMETSAT projekt Ocean and Sea Ice Satellite Application Facility (OSI SAF) og Copernicus Marine Service.
Nyheden er skrevet i samarbejde mellem Norges meteorologiske Institut og DMI
22. september 2022
