Vejr efter alle kunstens regler

Vær med, når DMI i samarbejde med Statens Museum for Kunst flyver højt op i truende skyer, svæver henover guldalderens sommerhimler og dykker ned under det bølgende brus.

Fredag den 20. maj åbner Statens Museum for Kunst dørene til arrangementet "SMK Fridays", hvor museet i fællesskab med DMI sætter fokus på himmel og hav og inviterer til en række anderledes og uformelle kunstoplevelser.

I løbet af aftenen kan man blandt andet rejse gennem 500 års uvejr i SMK's Studiesal, deltage i en digital performance-meditation og slippe naturens kræfter fri i de kreative værksteder. Man kan også lytte med, når sanger og musiker Goss giver planeten en stemme i en akustisk koncert, skabt særligt til denne aften.

SMK Fridays har gratis entré og er åbent for alle.


Udpluk fra programmet:

DMI-talk: En verden i forandring
Global opvarmning, stigende havniveauer og ekstreme vejrfænomener. Med udgangspunkt i et værk fra 1600-tallet stiller klimaforsker Rasmus Anker Pedersen skarpt på konsekvenserne ved de accelererende klimaforandringer – og hvordan vi kan sinke udviklingen.

Kl. 18.00-18.20 / 21.15-21.35

DMI-talk: Havets kræfter
Lyt med, når oceanograferne Vibeke Huess og Ida Ringgaard stiller skarpt på stormfloder og vandstandsstigninger – og hvordan DMI’s målinger og viden gennem 150 år gør os mindre sårbare over for naturens luner.

Kl. 17.00-17.20 / 19.00-19.20

Direktør-talk: Kunst og videnskab
Lyt med, når SMK’s direktør Mikkel Bogh møder Ulrik Korsholm, vicedirektør hos DMI, til en samtale om kunst og videnskab, fakta og følelser.

Kl. 18.30-19.00

DMI-talk: Skyernes fortælling
Tag med meteorologerne Marielle B. Fournier og Rasmus Stoltze Hansen på skyvandring i Guldalderen og bliv klogere på alt fra lette blomkålsskyer til tunge tordenvejrsskyer – og hvad de kan røbe om vejret, der kommer.

Kl. 19.30-19.50 / 20.45-21.05

Og meget, meget mere…
SMK Fridays er en unik mulighed for at opleve SMK’s udstillinger i aftentimerne kombineret med dj-sets og skarpvinklede art talks. Der er også mulighed for at købe mad og drikke til arrangementet.
Vi håber, at vi ses fredag den 20. maj kl. 16.00-22.00.

Se mere her

Af DMI Kommunikation
18. maj 2022

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle