I morgen er det ozonlagets dag - og tid til den årlige status
Siden 1980 er et årligt tilbagevendende ozonhul over Antarktis blevet den tydeligste markør af ozonlagets tilstand. Montreal-protokollen, som begrænser udledningen af menneskeskabte ozonnedbrydende stoffer, har virket, og siden 2000 er ozonhullet, langsomt blevet mindre – indtil for nylig.
Hans Henrik Hansen står bag den smukke solnedgang set fra Jægerspris - 2021.
Udledning af ozonnedbrydende stoffer tog fart i 1960’erne, og de efterfølgende årtier voksede ozonhullet over Antarktis sig større og større. Ozonlaget har enorm betydning for livet på jorden, da det beskytter mod den farlige uv-stråling. Ozonlagets dag er en oplagt anledning til at kigge nærmere på ozonlaget – eller rettere på hullerne i det.
Overordnet er ozonlaget i bedring og har været det de seneste 20 år. Men de seneste år har størrelsen af det markante ozonhul, der hvert år vender tilbage over Antarktis været næsten uændret i stedet for fortsat at skrumpe.
På figuren ses at størrelsen har holdt sig stabil omkring 25 mio. km2 i 5 ud af de 6 år siden 2018. Det meget lille ozonhul i 2019 var en følge af et specielt meteorologisk fænomen kaldet ’Sudden Stratospheric Warming’, hvor relativt varm luft trænger højt op i atmosfæren.
Sudden Stratospheric Warming optræder hyppigt på de nordlige breddegrader om vinteren – det er til gengæld et meget sjældent fænomen over Antarktis - men skete i 2019.
Effekten i 2019 var en periode med højere temperaturer omkring ozonlaget, hvilket satte en brat og meget tidlig stopper for ozonnedbrydningen det år.
Bortset fra år 2019, så tyder de seneste års målinger på, at ozonlagets bedring er gået lidt i stå. Og det er ikke afklaret, hvad det skyldes. En sandsynlig forklaring er effekten af klimaforandringerne, som har skabt bedre forhold for ozonnedbrydningen over Antarktis, men andre effekter kan være en ikke-opdaget udledning af de forbudte CFC-gasser, eller partikler fra de mange naturbrænde, især i Australien, som har fundet vej op til stratosfæren og øger den kemiske ozonnedbrydning.
Udviklingen skal følges nøjes de kommende år.
Målinger af ozonlaget over Danmark
Selvom vi sjældent ser huller i ozonlaget over Arktis, så sker der også en nedbrydning her – og den udvikling kan måles over Danmark.
DMI startede ozonmålingerne i København i 1992 med et Brewer spektrometer, mens de første brugbare satellitmålinger af ozonlagets tykkelse rækker tilbage til 1979. Rent faktisk begyndte ozonmålingerne helt tilbage i 1952, hvor Århus Universitet fik et såkaldt Dobson-spektrometer og begyndte med daglige målinger – helt frem til 1987.
Som forventet er der store udsving fra år til år, men en svagt aftagende tykkelse fra midt i 1950’erne til midt i 1990’erne bemærkes, og en voksende tendens efter år 2000. Det signal stemmer overens med modellernes fremskrivelse af ozonlagets størrelse på vores breddegrader.
Genoprettelsen af ozonlaget er en langsommelig affære. Den endelige heling til niveauet før 1980 forventes omkring år 2050 for Arktis. For Antarktis er tidspunktet skubbet til 2065.
Klimaforandringer – kan have en negativ effekt på ozonlaget
Takket være en global indsats går genoprettelsen af ozonlaget langsomt den rette vej. Men som nævnt tidligere i artiklen kan klimaforandringer være årsag til, at ozonlaget ikke heler så hurtigt som ventet de seneste år. Årsagen til at klimaforandringer er under mistanke er:
- … en begyndende tendens til, at sæsonen for kraftig ozonnedbrydning forlænges, til at inkludere marts og november for hhv. Arktis og Antarktis
- … tegn på, at de kolde vintre oppe i stratosfæren bliver endnu koldere
Disse ændringer kan være en konsekvens af de klimaforandringer, vi oplever i den nedre del af atmosfæren (troposfæren).
Hvis det er tilfældet, har vi to modsatrettede effekter, der påvirker den forventede genetablering af ozonlaget, nemlig:
- En faldende mængde af ozonnedbrydende stoffer, der fremmer genopretningen af ozonlaget
- Klimaforandringer, der modvirker genopretningen af ozonlaget
For at vi fortsat kan se, om Montreal-protokollen bliver overholdt, er det er nødvendigt at forstå sammenhængen mellem klimaforandringer og forholdene i stratosfæren. Hvis f.eks. størrelsen af ozonhullet ikke følger det forventede, er det vigtigt at vide, om det skyldes klimaændringer eller afvigelser fra aftalerne om udledning af ozonnedbrydende stoffer. En fortsat overvågning af ozonlaget, klimaet og de ozonnedbrydende stoffer er derfor meget vigtig.
Læs mere om ozonlaget: Tema - Ozonlaget og uv-stråling
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (uv) fra solen, for med et svækket eller manglende ozonlag vil en så stor mængde kortbølget uv-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.
Det største ozonhul opstår hver vinter over Antarktis. På den nordlige halvkugle har nedbrydningen af ozon sværere ved at finde sted, og huller i ozonlaget er derfor mere sjældne over Arktis.
Ozon nedbrydes under ekstremt lave temperaturer i 12-30 km’s højde – det lag i atmosfæren, der kaldes stratosfæren.
Det vurderes, at Montreal-protokollen sammen med adskillige senere tilføjelser og justeringer har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99 %.
- Uv-stråling er en del af det usynlige lys fra solen
- U-stråling består både af uva, uvb og uvc-stråler, hvor uvc-strålerne stoppes af ozonlaget og ilten i atmsofæren og dermed ikke når ned til jorden. Uvb stoppes kun delvist af ozonlaget, mens uva når næsten uhindret ned til jorden.
- Både uva- og ubv-stråling er skadelige og kan bl.a. give kræft i huden.
Læs mere om uv-stråling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Montreal-protokollen blev vedtaget den 16. september 1987 af en stor del af verdens nationer. Aftalen går ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter.
Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.
Det vurderes, at uden Montrealprotokollens begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres 2 mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan.
DMI deltager, sammen med Miljøstyrelsen, i det internationale samarbejde om at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.
De ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med en virkning svarende til 130 mia. tons CO2.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har dog vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.
Af Helge Jønch-Sørensen, forsker hos Nationalt Center for Klimaforskning på DMI
Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
15. september 2023
