Kom til Klimaaften og hør om fremtidens vejr i din baghave

Fejringen af 150 års-jubilæet for Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fortsætter ind i 2023 med en række arrangementer om fremtidens klima, der er åbne for alle.

De 150 år fejres i årets første måneder med en række klimaaftener, hvor DMI’s eksperter fortæller om de seneste års voldsomme vejrbegivenheder rundt om i verden, og der trækkes en tråd fra de globale klimaforandringer til de lokale konsekvenser, dér hvor arrangementerne bliver afholdt.

Arrangementerne bygger blandt andet på de seneste forskningsresultater på klimaområdet, herunder fra Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) ved DMI.

De kommuner, som DMI besøger, vil fortælle om klimatilpasningsprojekter, de har sat i gang lokalt, og hvordan kommunen f.eks. vil sikre borgerne mod oversvømmelser.

Klimaaftenerne byder med andre ord på en fortælling om den verden, vores børn og børnebørn arver, hvor DMI’s fremtidsscenarier er et fundament i klimatilpasningen – en verden, hvor morgendagens vejrudsigter vil være mindst lige så relevante for store og små, ligesom i dag.

Aftenerne vil blive modereret af Jesper Theilgaard, Klimaformidling.dk

 

Fem klimaaftener på kryds og tværs af Danmark
Det første arrangement blev afholdt i efteråret 2022 i Lemvig Kommune bl.a. med fokus på Limfjorden og kystbyerne i et varmere klima. I de kommende måneder følger yderligere fire arrangementer rundt omkring i landet, nemlig:

25. januar: Esbjerg Kommune, Vadehavscenteret
Tilmelding sker via dette link til esbjerg.dk

26. januar: Københavns Kommune, Rådhuset
Tilmelding: via facebook for københavns kommune

2. februar 2023: Middelfart Kommune, Kulturøen

7. marts 2023: Frederikssund Kommune

Tidspunkterne vil være lidt forskellige, men de fleste steder fra kl. 17. Det vil dog være en god idé at holde øje med lokalpressen eller DMI’s hjemmeside. Bemærk, at tilmelding skal foregå via de respektive kommuner.

DMI er siden 1872 med blot fire medarbejdere vokset til en robust institution med 300 over ansatte, der tjener rigsfællesskabet med en bred palette af opgaver med stor betydning for vores dagligdag og infrastruktur:

Fra daglige vejrudsigter, varsling om bl.a. farligt vejr og til at guide søfolk gennem Arktis’ farvande med isinformation. DMI skifter til det lange lys med højteknologisk klimaforskning, der udgør fundamentet, når DMI rådgiver den siddende regering og ruster riget til fremtiden – og sløjfen er bundet, når DMI som kontaktpunkt for FN’s Klimapanel IPCC, der analyserer og beskriver verdens tilstand, binder det nationale og det globale sammen.

DMI Kommunikation
16. januar 2023

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle