Maj og forår i tørre tal

Hver måned udgiver DMI’s klimatologer et sammendrag af månedens vejr, og hver sæson får samme behandling. Nu er maj og forår klar i rene tal og klar tale.

Det kommer næppe som en overraskelse, at maj i Danmark har været tør og solrig – i hvert fald ikke for haveejere og landbrugere. Men det kan faktisk siges uden brug af træskolængder:

Maj 2023 var den sjettetørreste siden 1874, den femtemest solrige siden 1920, og temperaturen var lidt under det normale.

Og vi kan komme lidt længere med sidste fakta: Maj 2023 endte med en middeltemperatur på 11,2 °C på landsplan, hvilket er 0,2 °C under klimanormalen på 11,4 °C –klimanormalen beregnet for perioden 1991–2020 – og 0,5 °C under tiårs-gennemsnittet på 11,7°C, sidstnævnte beregnet for perioden 2011–2020.

I gennemsnit ud over landet faldt 14,1 millimeter nedbør i maj 2023.

Majnedbøren svarer til 33,2 millimeter (70 procent) under klimanormalen på 47,3 millimeter for 1991–2020. Og det er 33,3 millimeter eller (70 procent) under tiårs-gennemsnittet for 2011–2020 på 47,4 millimeter.

Samlet er maj 2023 den sjettetørreste maj, siden de landsdækkende nedbørsmålinger begyndte i 1874.

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i maj 2023 i 297,8 timer.

Det er solskin svarende til 61,2 timer (26 procent) over klimanormalen for 1991–2020 på 236,6 timer. Sammenlignes med tiårs-gennemsnittet for 2011–2020 på 247,1 timer har solen skinnet 50,7 timer (21 procent) over gennemsnittet.

Det er den femtemest solrige maj, siden de landsdækkende soltimemålinger begyndte i 1920.

Foråret
Foråret 2023 var ikke bare en smuk forløsning efter en lang grå vinter, men tillige det syvendemest solrige forår siden 1920. Lidt over normal nedbør og normal temperatur.

Kalenderforåret (marts, april, maj) 2023 endte med en middeltemperatur på 7,3 °C på landsplan, hvilket præcist er lig med klimanormalen på 7,3 °C beregnet for perioden 1991–2020 og blot 0,3 °C under tiårs-gennemsnittet på 7,6 °C beregnet for perioden 2011–2020.

I gennemsnit ud over landet faldt der 136,9 millimeter nedbør i foråret 2023. Det er 7,7 millimeter (4 procent) over klimanormalen på 132,2 millimeter for 1991–2020, og 8,7 millimeter (7 procent) over tiårs-gennemsnittet for 2011–2020 på 128,2 millimeter.

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i foråret 2023 i 648,9 timer, hvilket er 93,6 timer (17 procent) over klimanormalen for 1991–2020 på 555,3 timer. Sammenlignes med tiårs-gennemsnittet for 2011-2020 på 595,3 timer har solen skinnet 53,6 timer (9 procent) over gennemsnittet.

2023 er det syvendemest solrige forår, siden de landsdækkende soltimemålinger begyndte i 1920.

Kan du ikke få nok, finder du endnu flere tørre tal her:

Sammendrag 2023 - maj (PDF)

Sammendrag 2023 - forår (PDF)

DMI Kommunikation
1. juni 2023

Viden om vejr og klima

Se alle