Nu kan du finde badetemperaturen på dmi.dk
Fra i dag er det muligt at se badevandstemperaturen på dmi.dk, før du hopper i bølgen blå. TrygFondens livreddere går i badesæsonen dagligt ud og måler havets temperatur på de strande og havnebade, de overvåger.
Nu kan du finde badevandstemperaturen på dmi.dk. Badevandet måles af TrygFondens livreddere, der i forvejen overvåger strande og havnebade over hele landet og sørger for, at vi andre trygt kan hoppe i bølgen blå.
Livredderne måler badevandstemperaturen (på 1 meters dybde) i badesæsonen, som for 35 strande er sat til perioden 23. juni til 16. august. Havnebadene er bemandede fra 1. juni til 31. august, og livredderne måler temperaturen dagligt i den periode.
Der har i mange år været en efterspørgsel på badevandstemperaturer fra borgerne, som DMI nu kan imødekomme i et samarbejde med TrygFonden. TrygFonden ser også kun fordele ved at dele data med DMI, så de når bredere ud.
- I TrygFonden Kystlivredning er vi rigtig glade for, at vi i samarbejde med DMI kan formidle badevandstemperaturer fra vores 35 livredderposter rundt omkring i landet. Vinden, vejret og forholdene i vandet har stor betydning for badeforholdene, og vi har i 25 år arbejdet for at skabe trygge rammer på strandene, nedbringe antallet af drukne- og nærdrukneulykker samt skabe vandglæde i trygge rammer, så for os er det rigtig glædeligt, at DMI bakker op om dette arbejde, siger René Højer projektchef i TrygFonden.
Alger og brandmænd
Risikoen for mødet med giftige alger og brandmænd kan også påvirke badeoplevelsen – den information finder du sammen med temperaturen for de bemandede strande og havnebade.
Information om revlehuller, der kan trække én væk fra kysten – og hvordan man tackler mødet med et revlehul – kan findes på TrygFondens hjemmeside ’Respekt for vand’ Sådan tackler du et revlehul | Respekt for vand
- Lær at svømme
- Gå aldrig alene i vandet
- Læs vinden og vandet
- Lær stranden at kende
- Slip aldrig børnene af syne
Læs mere om badesikkerhed på respektforvand.dk eller hent 'Håndbogen til små livreddere'
- Uden for livreddersæsonen ophører overvågningen og dermed også de manuelle målinger på strande og i havnebade.
- For de hårdføre vinterbadere er der stadig hjælp at hente. På dmi.dk under ’Målinger seneste 24 timer’ kan du se Kystdirektoratets (KDI) og DMI’s seneste målinger af havtemperaturen. Disse målinger er også mulige at hente via API fra DMI's Frie Data
- KDI og DMI’s målinger er målt tæt ved havbunden i forbindelse med en vandstandsmåler –ikke nødvendigvis tæt ved en populær badestrand. Alene målingens dybde gør, at DMI’s og KDI’s målinger oftest vil være lavere end den badevandstemperaturen, som livredderne måler tæt på land.
- TrygFondens livreddere overvåger 35 strande fra 23. juni til 16. august.
- Havnebadende har en anelse længere sæson fra 1. juni til 31. august
- Badevandets temperatur måles i 1 meters dybde, når tårnene åbner kl. 10
- Målingerne tikker ind på kortet ved 10-tiden hver dag i livreddersæsonen
Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
4. juli 2023