Tordenbygen ’der kastede sten i vandet’
I lørdags blev et særligt fænomen spottet af DMI’s meteorologer. Aflange skyer, der spredte sig over havet i cirkler, som når man kaster en sten i vandet. Forklaringen er ikke helt lige til – en mur af kold luft og en såkaldt temperaturinversion er blandt årsagerne.
Lørdag advarede DMI om risiko for kraftige byger, som kunne være med torden. I Midt og Vestjylland oplevede man efterfølgende tordenbyger tårne sig op og smide godt med vand ned over en den knastørre jordoverflade. Det er der ikke noget unormalt i. Kraftige byger og tordenvejr er et sommerfænomen i Danmark.
Men tordenbygernes påvirkning på omgivelserne – set fra en satellit i cirka 800 kilometers højde – var til gengæld et særsyn, der fangede meteorologernes opmærksomhed. Satellitten afslørende nemlig skyer, formet som halvcirkler, der bevægede sig væk fra kysten.
Årsagen til dette sjældne fænomen skal findes i en kold vind fra de kraftige byger og en særlig temperatur i højden over havet. Men først lidt meteorologi.
Tordenbyger som i lørdags har en kold faldvind foran sig. Den kaldes et downburst og er ofte forbundet med kraftig turbulens og et brat temperaturfald. Downbursts kan på grund af den nedadgående bevægelse og kraftige turbulens være meget voldsomme og fatale for flytrafikken. Piloter ved, at de skal undgå disse. På landjorden mærker vi ofte, at vinden øges markant, og at det bliver køligere. Derefter falder de første tunge dråber, og få minutter efter siler det ned, eller hagl slår ned mod jorden som små bordtennisbolde.
Men hvordan hænger et downburst sammen med vandrende skyer flere kilometer væk? DMI’s meteorologer har et kvalificeret bud.
Downburstet foran tordenbygerne i Vestjylland i lørdags forårsagede et fald i temperaturen på knap 6 grader i Esbjerg lufthavn og vindstød, der har ramt flere af DMI’s målestationer i området, lige op til bygerne ramte.
Et downburst er en kraftig faldvind, der opstår i forbindelse med kraftige byger. Særligt om sommeren er downburst et normalt fænomen i forbindelse med tordenbyger.
Et downburst fra tordenbyger er i sig selv ikke usædvanligt. Det usædvanlige er, at foran tordenbygerne over Nordsøen optrådte en særlig udvikling af temperaturen i højden, som gjorde, at downburstet kunne sætte gang i tyngdebølger og dermed danne disse rækker af skyer, der nærmest rullede over Nordsøen.
Temperaturens afgørende rolle
Temperaturens udvikling i højden spillede en stor rolle.
På en lun sommerdag har vi de højeste temperaturer ved landjorden, idet den hurtigt varmes op af solen. Her falder temperaturen med højden. Men i lørdags over Nordsøen blev den nederste del af atmosfæren derimod afkølet af det koldere havvand. Kold luft vejer mere end varm luft. Det giver en såkaldt stabil situation – fysikkens love er opfyldt.
Overgangen fra den kolde til den varme luftmasse kaldes en temperaturinversion, og ender i dette tilfælde som et grænselag, der ’fanger’ tyngebølgerne og hjælper bølgerne af kold luft med at brede sig.
Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
21. juni 2023