15 meter høj ’isflage’ syd for Grønland
Et kæmpe isbjerg, et såkaldt Taffelisbjerg, har rejst over 2000 km fra Nordøstgrønland til Sydgrønland og gav fornylig et krydstogtskib et særligt syn. Se billederne og læs om de flydende kæmper.
30 august 2024. Det var et helt unikt syn, der mødte besætningen, da et skib for nylig passerede et såkaldt Taffelisbjerg.
Ifølge Hans Henrik Light, iskortlægger i DMI’s Istjeneste, er taffelisbjerge af denne størrelse (4 x 2 km), så langt fra kysten af Sydgrønland et særsyn for skibsfarten.
Hvert år driver flere større og mindre taffelisbjerge med strømmen ned langs den Østgrønlandske kyst. Isbjergene driver med storisen, der også beskytter isbjerget.
-Når isbjerget passerer Kap Farvel tynder havisen ofte ud, og isbjergene driver nu med strømmen alene. Ubeskyttet. Udsat for vind, bølger og dønninger. En cocktail, der plejer at tage livet af alle store isbjerge. I år har Storisen været mere udbredt end normalt og Storissæsonen vest for Kap Farvel har også været længere end normalt. Blandt andet på grund af relativt roligt vejr omkring Øst- og Sydgrønland fra januar til juni. Vi så det meget store taffelisbjerg første gang 6. juli i år, ca. 60 km øst for Tasiilaq, og derfra har det så bevæget sig omkring 800 km længere sydpå hvor det 23. august, ca 120 km sydvest for Kap Farvel brød op i mindre dele fortæller iskortlægger Hans Henrik Light.
Isens vogtere
Kaptajnen kendte til taffelisbjergets position, idet de blandt andet bruger DMI’s iskort til at navigere efter og undgå at blive fanget i drivis eller at støde ind isbjerge.
DMI’s istjeneste laver iskort til skibsfarten i grønlandsk farvand. På iskortene er det både information om havisens udbredelse, istype, tykkelse og isbjerges position og størrelse, der bliver kortlagt. Informationer der hjælper kaptajnen med at sejle i sikker afstand til is, og søfarten bedre kan planlægge en sejlads.
Af samme grund følger Istjenesten nøje med i de store isbjerges rejse. På istjenestens facebookside har de jævnligt sendt opdateringer om taffelisbjergets position blandt mange andre opdateringer på havis. Informationer der når bredt ud til de lokale fangere i Grønland samt krydstogtskibe, fragtskibe og andre store skibe.
-Når vi laver iskort ud fra satellitbilleder kan vi følge isbjerget helt fra dér, hvor det knækker af, til det til sidst er brudt op i mange små stykker. De mindre stykker er faktisk også vigtige at lokalisere og sætte koordinator på til dem der sejler i området, fortæller Henrik Light, og fortsætter: Derfor holder vi fortsat øje med isbjerget, selvom det allerede nu er brudt op i flere stykker.
Taffelisbjerge har en helt karakteristisk flad overflade. De er ofte enormt store, selvom de er drevet langt og både bølger, og temperaturen længe har spist af isbjerget.
De er ofte rektangulære – flere kilometer lange og et par kilometer brede.
Taffelisbjerge er en helt særlig form for isbjerge. Formen er aflang og flad på toppen, modsat de mere normale isbjerge, som er mere spidse. Taffelisbjerge knækker af fra langsomtflydende gletsjertunger som fx Nioghalvfjerdsfjorden eller Zacharie isbræ, der begge ligger i Jøkelbugten i Nordøstgrønland.