I dag er det Ozonlagets Dag – det skal markeres
Ozonlagets betydning for livet på jorden er ikke til at komme uden om. For at minde om hvor vigtigt ozonlaget er, har FN udnævnt den 16. september som “International Dag for bevarelse af ozonlaget”. Den opmærksomhed har givet pote - men vi er ikke helt i mål. Læs med her og få mere viden om, hvordan ozonlaget egentlig har det i dag.
16. september 2024. Tilbage i 70´erne blev det klart, at den hidtidige udledning af ozonnedbrydende stoffer skadede ozonlaget voldsomt, og der skulle gribes hurtigt ind, hvis ikke nedbrydningen skulle gå hen og få store konsekvenser for livet på jorden. Men selv med en hurtig indgriben, ville det, på grund af stoffernes lange levetid i atmosfæren, vare mange år, før de første resultater ville vise sig.
En total genopbygning af ozonlaget til før 1980-niveau ville altså være et langvarigt projekt.
Det var derfor med stor glæde, at en stor del af verdens nationer gik sammen - den 16. september 1987 - og lavede en aftale, om at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter. Aftalen blev døbt Montrealprotokollen, og den har vist sig at være yderst effektiv. Takket være Montrealprotokollen er den negative udvikling bremset, og ozonlaget forventes fortsat at hele ganske langsomt.
Datoen 16. september, hvor Montreal-protokollen blev vedtaget, er derfor noget helt særligt for ozonlagets udbredelse, og kaldes Ozonlagets dag.
Udviklingen af den årlige middeltykkelse af ozonlaget over København siden 1979. Der kan anes en langsom stigning siden 2000, men der er stadig et stykke vej til niveauet fra før 1980.
37 år med færre ozonnedbrydende stoffer i atmosfæren
Montreal-protokollen, og adskillige senere tilføjelser og justeringer, kan tage æren for at have reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med cirka 99 %.
Sidst i 90’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.
Ifølge den seneste vurdering af ozonlaget, fra 2018, fremgår det, at ozonlaget generelt er genopbygget med 1-3 % pr. 10 år siden 2000.
Hvis den tendens fortsætter, vil ozonlaget over den nordlige halvkugle være helt genoprettet i 2030’erne. Den sydlige halvkugle må vente yderligere ca. 20 år, mens ozonlaget over de syd-polare egne først er helet omkring år 2060.
Ozon nedbrydes bedre, når det er ekstra koldt, og under særlige forhold – fx hvor solen også skinner. Det gør, at ozonlagets tilstand varierer naturligt fra år til år.
Den alvorligste udtynding af ozonlaget foregår over Antarktis, hvor der hvert år opstår det såkaldte “ozonhul”. Størrelsen af ozonhullet voksede kraftigt gennem 80’erne og 90’erne, herefter ses en stagnering og en antydning af en mindskning af arealet, dog med store variationer fra år til år, hvilket skyldes variationer i de meteorologiske forhold i stratosfæren.
Det er dog ikke kun over Antarktis, at ozonlaget har det hårdt. Over Arktis er der også et årligt tilbagevendende hul. Men som med Antarktis, kræver det ekstremt lave temperaturer for at dannes og sol. Det er knap så koldt over Arktis, og ozonnedbrydningen bliver derfor kun sjældent så kraftig, at et egentlig ozonhul dannes.
Hvis vi ikke havde gjort noget...
Vigtigheden af indsatsen mod de ozonnedbrydende stoffer understreges af en undersøgelse, der vurderer, at uden denne begrænsning, ville der frem mod 2030 på verdensplan konstateres 2 mio. flere tilfælde af hudkræft om året.
En “sidegevinst” ved hele indsatsen er, at de ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med noget, der svarer til effekten af 130 mia. tons CO2.
Det går bedre – men …
Vi kan ikke bare hvile på en lyserød sky.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser.
Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.
Overvågning, opmærksomhed og handling – det har i den grad givet pote for klodens skjold mod solens farlige stråler.
Forskningen peger også på, at vi fortsat skal holde øje med, hvordan ozonlaget har det, og med klimaforandringer in mente, er det væsentligt at holde øje med hvordan ændringer i vejrsystemer kan have en negativ effekt på ozonlagets bedring.
Der skal:
- holdes øje med nye industrielle gasser og deres mulige effekt på ozonlaget.
- kontrolleres, om de gasser, der allerede er omfattet af Montreal-protokollen også reguleres som aftalt. De seneste år er der konstateret et øget udslip af CFC-11 gassen, som burde være udfaset.
- undersøges om klimaændringer vil påvirke ozonnedbrydningen.
Ud over at landene bag Montreal-protokollen forpligtigede sig til at begrænse
udslippet af ozonnedbrydende gasser, forpligtigede de sig også, med Wiener-konventionen i 1988, til at overvåge ozonlaget og dets udvikling.
For Danmarks vedkommende er dette arbejde blevet varetaget af DMI siden 1991, med daglige målinger i Grønland og København.
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (uv) fra solen, for med et svækket eller manglende ozonlag vil en så stor mængde kortbølget uv-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.
Det største ozonhul opstår hver vinter over Antarktis. På den nordlige halvkugle har nedbrydningen af ozon sværere ved at finde sted, og huller i ozonlaget er derfor mere sjældne over Arktis.
Ozon nedbrydes under ekstremt lave temperaturer i 12-30 km’s højde – det lag i atmosfæren, der kaldes stratosfæren.
Det vurderes, at Montreal-protokollen sammen med adskillige senere tilføjelser og justeringer har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99 %.
- Uv-stråling er en del af det usynlige lys fra solen
- U-stråling består både af uva, uvb og uvc-stråler, hvor uvc-strålerne stoppes af ozonlaget og ilten i atmsofæren og dermed ikke når ned til jorden. Uvb stoppes kun delvist af ozonlaget, mens uva når næsten uhindret ned til jorden.
- Både uva- og ubv-stråling er skadelige og kan bl.a. give kræft i huden.
Læs mere om uv-stråling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Montreal-protokollen blev vedtaget den 16. september 1987 af en stor del af verdens nationer. Aftalen går ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter.
Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.
Det vurderes, at uden Montrealprotokollens begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres 2 mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan.
DMI deltager, sammen med Miljøstyrelsen, i det internationale samarbejde om at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.
De ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med en virkning svarende til 130 mia. tons CO2.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har dog vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.
Af Helge Jønch-Sørensen, forsker hos Nationalt Center for Klimaforskning på DMI
