Piteraq med vinde af stormstyrke rammer Tasiilaq for fjerde gang i år
I Tasiilaq er Piteraq et velkendt fænomen – en lunefuld og meget kraftig faldvind, som nemt kan nå storm- eller orkanstyrke, og som rammer byen hver vinter. Det er dog alligevel usædvanligt med den fjerde af sin slags på kun tre uger, og denne gang kan der også komme vindstød af orkanstyrke.
Bare tre uger inde i det nye år, bliver Tasiilaq på Grønlands østkyst allerede ramt af den fjerde stormende Piteraq.
Piteraq - på grønlandsk ’det, der overfalder én’, er en kraftig faldvind fra Indlandsisen, som meget pludseligt tiltager.
Den opstår oftest, når dybe lavtryk passerer forbi Grønlands østkyst på vej mod Danmarkstrædet.
”Der er virkelig tale om et ’overfald’ af et voldsomt vindfænomen. I løbet af få minutter kan den slå ned, og de mest forrygende har middelvinde på 40 meter pr. sekund og vindstød på 70 meter pr. sekund, altså over dobbelt orkanstyrke”, fortæller seniorklimatolog John Cappelen.
Vinden accelereres overalt på Grønland ud mod kysterne på grund af hældningen inde fra Indlandsisen. Illustrationen gengiver eksempler på nogle af disse faldvinde i det østlige Grønland.
De mange fjelde i og omkring Tasiilaq tilfører ekstra turbulens og forstærkning. Det giver ofte vindhastigheder af storm- og orkanstyrke til Tasiilaq, når Piteraq’en rammer.
Og denne gang er ingen undtagelse. Tværtimod.
Vinden forventes at tage til i løbet af eftermiddagen (grønlandsk tid), og ser ud til at komme helt op omkring stærk storm med vindstød af orkanstyrke, når det er værst. Først hen på aftenen i morgen begynder vinden at slippe sit tag i bygden igen.
”Vi er kun 22 dage inde i januar, og det er allerede fjerde gang, vi må varsle mod Piteraq i Tasiilaq. Vinden ser ud til at toppe i morgen (torsdag) kl. 12 utc og nogle timer frem. Her kan det ikke udelukkes, at vinden kortvarigt kan nå op på orkanstyrke i middelvind (over 32 m/s), og de kraftigste vindstød ser ud til at kunne nå op omkring 43 m/s,” udtaler grønlandsmeteorolog Anesten Devasakayam.
Netop på grund af Tasiilaqs udsatte beliggenhed har DMI opgraderet sin vejrmodel i området omkring bygden, for at vi bedre kan forudsige og varsle mod de kraftige Piteraq-vinde.
Af Herdis Preil Damberg
22. januar 2020