DMI går forrest med ultra nøjagtig vejrmodel for Tasiilaq

I Grønland oplever man oftere voldsomt vejr, og det kan både kan koste menneskeliv og have store økonomiske konsekvenser. Derfor er rettidig varsling af voldsomt vejr for Grønland yderst vigtig. Det grønlandske terræn gør det dog særligt komplekst at forudsige vejret, og derfor har DMI’s forskere lavet en vejrmodel, der netop kan håndtere store lokale variationer og give varslingen af voldsomt vejr et mærkbart kvalitetsløft.

Et af de meget udsatte steder er byen Tasiilaq. Tasiilaq ligger på den sydøstlige kyst af Grønland, og er kendt for at få det der kaldes en piteraq. Piteraq’en er en kold og meget kraftig faldvind, som blæser inde fra indlandsisen, og som nemt kan give vinde op til storm eller orkan og forårsage store ødelæggelser.

Tasiilaq oplever piteraq årligt, men tilbage i 1970 oplevede Tasiilaq vindstyrker helt op til 90 m/s i forbindelse med en kraftig piteraq. Det er næsten tre gange så meget som grænsen til orkan, og det medførte omfattende ødelæggelser i byen.

Af samme grund er der kraftigt brug for mere nøjagtige prognoser for byen, og varslinger er også stadig helt afgørende for byen.

Netop for at blive bedre til at forudsige vejret og piteraq’en i Tasiilaq, er DMI gået forrest og har lavet en ny og meget detaljeret vejrmodel specifikt for Tasiilaq.

Vejrmodellen hedder Harmonie-TAS og har en opløsning helt ned til 750 m, hvilket er den korteste skala på verdensplan indenfor vejrmodeller. Til sammenligning er DMI’s daglige højtopløselige modeller for Danmark og Grønland på 2,5 km.

Med denne kortere afstand mellem beregningspunkterne i modellen er det nemmere at efterligne bjerge og dale i og omkring Tasiilaq, og derved bliver vejrprognosen også markant bedre til at regne ud, hvor der vil være læ og hvor vinden vil forstærkes eller blive turbulent.

”En vejrmodel med så kort afstand mellem beregningspunkterne er helt usædvanligt og helt afgørende for områder med store variationer i terrænet. Resultaterne har tilmed været helt unikke, og det er helt sikkert, at vi arbejder videre med lignende højtopløselige modeller for flere grønlandske kystbyer for at forbedre varslerne for særligt udsatte områder,” siger Xiaohua Yang, ledende forsker inden for vejrmodeller ved DMI.

Afdelingschef for vejrtjenesten, Carsten Simonsen, er helt enig med Xiaohua: ”750 meter-modellen for Tasiilaq har i test vist sig at være meget effektiv til forudsigelsen af piteraq’er, og der er ikke nogen tvivl om, at det vil give varslingen af piteraq’er et kvalitetsløft. Den nye vejrmodel kommer også til at være grundlaget for byvejret på DMI.dk og vores nye app.”

Af Herdis Preil Damberg
15. november 2018.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle