Lysfænomener på himlen

Regnbuens farver er: violet, blå, grøn, gul, orange og rød. Regnbuen skyldes afbøjning og afspejling (og derved farvespredning) af solstråler i kugleformede vanddråber. Vanddråber er ikke, som mange tror, dråbeformede.

Regnbuen fremstår som en lysende cirkel på himlen diametralt modsat Solen og med centrum i et punkt på en linje gennem iagttageren og i solstrålernes retning.

Regnbuen har en radius på 42 grader. Der vil sige, at iagttagerens sigtelinje til et vilkårligt punkt på regnbuen danner en vinkel på 42 grader med solstrålernes retning.

Alle spektrets farver er faktisk repræsenteret med rød yderst og violet inderst.

Læs mere om regnbuen i temaet om himlens lysfænomener. 

Af og til forekommer en svagere udviklet regnbue uden på den første nederste bue. Den kaldes den sekundære regnbue. Den fremkommer, fordi lysstrålerne har gennemgået en ekstra spejling inden i vanddråberne, før de når vores øjne.

Den sekundære regnbue kan ses på himlen ca. 9 grader over den primære (altså 51 grader fra det indfaldende sollys). Den har en omvendt farverækkefølge med violet yderst og rød inderst. Desuden er farverne ikke så klare som i den primære regnbue.

I sjældne tilfælde optræder også en tredje bue, og så er farverne igen vendt om.

Læs mere om regnbuen i temaet om himlens lysfænomener.

Når solstrålerne rammer regndråberne, afbøjes og afspejles de, så de danner en regnbue. Strålerne bliver sendt tilbage i en vinkel på 42 grader eller mindre, aldrig i en vinkel der er større. Derfor vil området indenfor regnbuen virke lysere end udenfor.
 

Er både den primære og den sekundære regnbue synlig, vil man af og til kunne se et tilsvarende mørkt område mellem de to regnbuer. De solstråler, der bliver spejlet to gange og danner den sekundære regnbue, bliver sendt tilbage med en vinkel, der er 51 grader eller større, men aldrig mindre. Området udenfor den sekundære regnbue vil derfor blive lysere end indenfor.

Alt i alt vil resultatet være et mørkt bånd mellem de to regnbuer – også kaldet Alexanders mørke bånd.

Læs mere om regnbuen i temaet om himlens lysfænomener.

Højt oppe i luften, hvor der er koldt nok, findes millioner af iskrystaller – både sommer og vinter. Når Solens lys rammer disse iskrystaller, opstår i mange tilfælde haloer og andre beslægtede fænomener. Iskrystallernes form, orientering og bevægelse bestemmer, hvilken type af halofænomen der kan ses.

Den almindelige halo er, som navnet antyder, den hyppigst forekommende. Den ses som en ring omkring Solen og ligner nærmest en cirkulær regnbue med lidt svage farver.

Den opstår, når solstrålerne går igennem en sky af sekskantede iskrystaller, der både kan være plade- og blyantformede. Lyset vil brydes (afbøjes) i en vinkel på 22 grader, og derfor er afstanden fra Solen til haloen 22 grader eller ca. 2 knyttede næver i strakt arm.

Haloer kan også optræde omkring Månen.

Andre halofænomener kaldes bisole, solhunde, solsøjler, undersole etc.

Husk i øvrigt, at du aldrig må kikke direkte på Solen.

Læs mere om haloer i temaet om himlens lysfænomener.

Himlens blå farve skyldes Solens lys. Sollyset er en blanding af alle farver og dermed hvidt, men hvordan kan himlen så blive blå? Det skyldes simpelthen, at sollyset bliver spredt i alle retninger, når det rammer atmosfæren, og at det blå lys bliver spredt mest.

Det gule og det røde lys bliver spredt mindst, og derfor ser vi Solen som gullig. Ser vi væk fra Solen, vil vi netop se det lys, der bliver spredt mest, nemlig det blå.

Husk: Kig aldrig direkte på Solen.

Idet Solen nærmer sig horisonten, ændrer dens farve sig fra gulligt-hvid til orange og endda dybt rød. Når Solen står lavt, skal lyset igennem en stor mængde atmosfære, som af forskellige årsager mest spreder den blå del af sollyset. Tilbage er den røde del.

Det er luftens molekyler, der spreder sollyset. Støv- og røgpartikler og bittesmå vanddråber har dog også en betydeligt rødfarvende effekt på den lave sol. Derudover bliver den grønne og blå del af sollyset delvist absorberet af vand- og ozonmolekyler i atmosfæren. Tilsammen giver disse effekter den rødlige farve ved solnedgang og solopgang.

Støv giver flotte solnedgange

Solnedgangens og solopgangens farve og udseende afhænger altså meget af skydækket og indholdet af støv i atmosfæren – ikke to solnedgange er ens! Især når der har været kraftige vulkanudbrud på Jorden, er støvindholdet i atmosfæren højt, og vi kan opleve nogle pragtfulde solnedgange med usædvanlige farver.

Solnedgangen er på næsten alle punkter en solopgang – bare i omvendt rækkefølge.

Der er dog nogle få forskelle, bl.a. er solnedgange generelt mere farverige end solopgange. Det er fordi, luften om aftenen indeholder mere fugtighed, er mere urolig og har et højere indhold af støv end om morgenen. En anden grund er, at vores øjne om morgenen er mere mørketilpassede, det vil sige mere følsomme, så vi kan se flere lysfænomener.

Nordlyset frembringes i højder på ca. 90 til 300 km, når energirig stråling bombarderer atmosfærens molekyler og atomer. Ved kollisionerne bringes de i en ustabil tilstand. For at komme tilbage til den stabile grundtilstand, afgiver de overskydende energi. Det sker i form af lysglimt med karakteristiske bølgelængder (farver).

Den energirige stråling er oftest elektroner, der er accelereret op til høje energier af store elektriske spændinger i rummet.

Læs mere om nordlys i temaet om himlens lysfænomener.

Nordlys forekommer oftest i ovalformede områder med centrum i den magnetiske nordpol.

Den magnetiske nordpol ligger nær Thule i Nordgrønland, og den nordlige nordlysoval går hen over Nordskandinavien, Island, Sydgrønland, Canada, Alaska og følger Ruslands nordkyst.

Læs mere om nordlys i temaet om himlens lysfænomener. 

Farven på nordlys afhænger af sammensætningen af atmosfæren i den højde, nordlyset dannes.

I den øvre del af atmosfæren kan atomer og molekyler rammes af energirig partikelstråling. Når deres energitilstand bliver for høj, kan de kun slippe af med den overskydende energi ved at udsende lys. Lyset udsendes i de karakteristiske bølgelængder (farver). Farverne er forskellige, afhængigt af hvilken luftart der udsender lyset, og hænger derfor også sammen med den højde, lyset udsendes i.

Oftest ses den gul-grønne farve i nordlysets bølgelængder over højdeområdet fra ca. 120 til 200 km. I større højder derover blandes farven med rødlige toner. Begge kommer fra ilt.

Når strålingen er meget gennemtrængende og når ned til højder omkring 100 km, kommer der blå-rødviolette farver i underkanten af nordlyset. De kommer fra kvælstof.

Farverne er kun tydelige ved meget kraftigt nordlys. For det meste opfattes nordlys blot som hvidligt med en svagt grønlig tone. Med fotos af nordlys skal man derfor være varsom med at tolke farverne alt for håndfast.

Ja, nordlys og sydlys forekommer i ovaler med centrum i de magnetiske poler.

Den ene magnetiske pol ligger nær Thule i Nordgrønland. Den anden magnetiske pol ligger på Antarktis (Sydpolen), og den sydlige nordlysoval går stort set rundt om iskalotten på Sydpolen.

Nordlysovalerne ligner glorier om Jordens poler, når de ses ude fra rummet.

Man kalder normalt også "sydlyset" for nordlys. På latin har man forskellige navne, nemlig "aurora borealis" (nordlys) og "aurora australis" (sydlys).

Ved kraftige magnetiske storme kan man se nordlys i Danmark.

Danmark ligger noget syd for "nordlysovalen", som normalt går hen over Nordskandinavien. Men under kraftige magnetiske storme kan nordlysovalen blive forstørret og samtidig skubbet sydpå, og så kan der forekomme nordlys over Danmark.

Magnetiske storme kommer efter kraftige soludbrud og skyldes stærke elektriske strømme i rummet.

Nordlyset forekommer langt over normale skyhøjder, så det skal være klart og skyfrit vejr. Det skal være helt mørkt, så vinternætter uden månelys er bedst. Når man ser "millioner af stjerner" er forholdene også gode for nordlysobservationer.

Lyse nætter om sommeren eller nætter med fuldmåne er ikke gunstige. Der må ikke være for meget gadelys eller anden belysning. I tåget eller diset vejr kan lysene fra byer og store lysanlæg give generende genskin højere oppe.

Det kan være mange forskellige ting, dog er vi på DMI ikke eksperter på dette felt. Kontakt Planetariet.

Hvis du tror, du har set en meteor eller satellit, så skal du kontakte Planetariet.

Hvis du har set noget andet uforklarligt, der er set bevæge sig hen over himlen, så kan du kontakte Skandinavisk UFO Information.