26,9°C er ny oktoberrekord og gav historisk sommerdag
1. oktober 2011 skrives ind i historiebøgerne som den varmeste oktoberdag hidtil målt, den første sommerdag nogensinde i oktober og den seneste sommerdag overhovedet.
Årets første oktoberdag blev en hed en af slagsen. Faktisk blev den så varm, at den gav ny absolut varmerekord for oktober måned i Danmark. Klokken ca. 12.30 oversteg temperaturen ved St. Jyndevad i det sønderjyske de 24,1°C, som markerer den tidligere absolutte temperaturrekord fra 12. oktober 1978, og den nye rekord var en realitet.
Den nye rekord sluttede, efter en varm dag, på 26,9°C, som altså nu er Danmarks officielle temperaturrekord for oktober.
År (højeste) | Temperatur | År (seneste) | Temperatur | |
---|---|---|---|---|
2011 | 26,9 | 2002 | 21,3 | |
1978 | 24,1 | 2003 | 17,7 | |
1985 | 24,0 | 2004 | 18,4 | |
1995 | 24,0 | 2005 | 20,7 | |
1949 | 23,5 | 2006 | 20,5 | |
1908 | 23,4 | 2007 | 18,8 | |
1917 | 23,2 | 2008 | 17,3 | |
1898 | 22,8 | 2009 | 17,2 | |
1921 | 22,8 | 2010 | 20,1 | |
1962 | 22,6 | 2011 | 26,9 |
Sommerdag
Klokken 13:30 passerede temperaturen som det første sted også de magiske 25°C, som markerer en meteorologisk sommerdag. Det er ikke tidligere registreret for oktober måned.
Flere andre steder i den sydlige del af landet kravlede temperaturen over både de 24,1°C og enkelte steder de 25°C. Kortet nedenfor viser med rødt, hvor i landet den tidligere oktoberrekord på 24,1°C blev overgået.
Et højtryk i vores umiddelbare nærhed leverer den eftersommerlige varme, som de seneste dage har lunet os, og som fredag leverede den seneste meteorologiske sommerdag i mange år.
Normalt har en oktober i Danmark gennemsnitligt 1,8 døgn med frost, men der er altså et stykke vej derned.
Makstemperaturrekorder for oktober fra 1891 til 2011
De første målinger af makstemperaturerne i oktober blev foretaget i 1891, hvor månedens højeste temperatur var 21,6°C. Siden er rekorden blevet slået fem gange, men aldrig med så store temperaturhop som den, vi har haft i år på 2,8 °C. Det mest almindelige er, at rekorder lige akkurat slås.
Årstal | Makstemperatur | Temperaturhop | Antal år siden sidste rekord |
---|---|---|---|
1891 | 21,6°C | - | - |
1898 | 22,8°C | 1,2°C | 7 |
1908 | 23,4°C | 0,6°C | 10 |
1949 | 23,5°C | 0,1°C | 41 |
1978 | 24,1°C | 0,6°C | 29 |
2011 | 26,9°C | 2,8°C | 33 |
Med undtagelse af den lange periode mellem 1908 og 1949 på 41 år er intervallet mellem rekorderne også steget med årene Det er helt naturligt, da rekorden bliver højere og højere, og dermed vanskeligere at slå.
1. oktober, opdateret den 3. oktober med den kvalitetssikrede rekord, 2011.