Anmeldelse: Nyt geografisystem til folkeskolen
Gyldendal har med sit nye system GEOS indført et nyt geografisystem til folkeskolens ældste klasser. Vi lader her lærer Lea Svanum, som netop underviser de trin i geografi, føre pennen.
Gyldendal har netop udgivet den første geografibog i en serie, der er beregnet til folkeskolens 7. til 9. klasse. Bogen kommer efter, at forlaget har udgivet henholdsvis Bios og Kosmos til biologi og fysik/kemi. Den nye bog ligger i forlængelse af disse bøger, set i forhold til både layout og opbygning, og det er en fordel for både læreren og eleverne.
Et nyt, godt tiltag i denne bog, er, at de ord, der kræver en mere uddybende forklaring, er markeret med rød skrift i teksten og uddybes under 'Nyttige oplysninger' på samme eller modstående side.
Bogen lægger sig tæt op af undervisningsministeriets Fælles Mål 2009 og har et stærkt fokus på at forklare grundbegreber indenfor faget.
Emnerne i bogen er:
- Kort og godt (kartografi),
- Den levende jord (jordskælv og vulkanisme),
- Danmark på overfladen (naturens kræfter),
- Befolkning (demografi),
- Erhverv, samt
- Vejr og klima.
Teksten har et højt fagligt niveau og den understøttes af relevante billeder, figurer, grafer og tabeller. For læserne af dmi.dk er det jo netop afsnittet om vejr og klima, som er interessant. Også her fungerer mixet af korte tekstafsnit og forklarende grafikker fint.
De enkelte kapitler hænger fint sammen internt og sammen med hinanden.
Samlet set, er det en rigtig god lærebog, der støtter elevens læring og giver læreren et vældigt godt arbejdsredskab i geografiundervisningen.
Til bogen hører også kopimappe, lærervejledning samt en i-bog (interaktiv bog).
Af Lea Svanum, folkeskolelærer
7. juli 2011.