Ny usikkerhed forbedrer Byvejr

Hvor sikkert er det, at det kommer til at regne, når jeg kigger på Byvejr og der er regn på skemaet, og hvor meget regn kan der i det hele taget komme? Det er spørgsmål, som vi ofte bliver konfronteret med på DMI. Derfor åbner vi døren til maskinrummet, så du kan følge med på Byvejr.

"Både vejrmodeller og meteorologer skal finde frem til et såkaldt 'bedste gæt', når de fremstiller vejrudsigter. Det vil sige, at de ud fra mange forskellige oplysninger og beregninger vurderer, hvad den sandsynlige vejrudvikling vil være. Og i forhold til den slags prognoser vil usikkerhederne altid være interessante," siger forskningsleder Bent Hansen Sass fra sektion for Meteorologiske Modelsystemer.

"Et af redskaberne er at køre vejrmodellerne for den samme vejrsituation mange gange i lidt forskellige varianter, der tager hensyn til forskellige usikkerheder forbundet med prognoserne. Det giver et billede af, hvilke udviklinger, der er sandsynlige, og hvilke som er mindre sandsynlige. Hvis kørslerne viser en stor variation er det normalt et udtryk for at vejrsituationen er vanskelig at forudsige. Det er disse såkaldte ensemblekørsler, vi i fremtiden viser for nedbør på Byvejr."

Ensemblekørslerne bliver vist på Byvejr som graderede nedbørsøjler i 2-døgnsudsigterne. Søjlerne med de svageste farver viser, at kun få af modelkørslerne har nedbør i den størrelsesorden. Når farven bliver mørkere har flere af kørslerne nedbør.

Søjlerne er opdelt i 3 blå nuancer hvor den mørkeste rummer 75% af kørslerne, den mellemblå 15% og den lyseste rummer de højeste 10%.

"Den mest blege, blå farve angiver altså den mængde nedbør, som modellen maksimalt forudsiger, mens den mørkeste angiver den, som flest af modelkørslerne lander på," siger forskningslederen.

Ensemblekørslerne får også indflydelse på vejrsymbolerne. Tidligere var mængden af regn i vejrsymbolet bestemt af 'bedste gæt' i vejrmodellen. Med ensemblekørslerne bliver nedbøren i vejrsymbolet vist ud fra den mængde der findes i den mest sandsynlige af ensemblekørslerne.

Vejrmodeller

Vejrmodeller er computerprogrammer, som udregner atmosfærens tilstand i tidsskridt på baggrund af en analyse af atmosfæren ved prognosens start. Usikkerheden i prognoserne skyldes især usikkerhed omkring startbetingelserne samt modellens beskrivelse af de fysiske processer i atmosfæren som giver anledning til dannelse af skyer og nedbør. Ved at variere startbetingelserne og modelformuleringen en smule mellem de forskellige kørsler af programmet giver vejrmodellen meteorologen et stærkt værktøj til forudsigelse af de næste dages vejr.

På DMI kører vi vejrmodellen HIRLAM på vores Cray supercomputer. Den laver prognoser, som strækker sig 48 timer frem over dansk område. Prognoser, som går længere ud - tidsligt eller geografisk - foretager det fælleseuropæiske meteorologiske regnecenter ECMWF i Reading, England.

12. april 2011/16. maj 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle