Sådan dannes byger
Fra smukt vejr til kraftige byger med lyn og torden, store mængder nedbør og kraftige vindstød. Vejrudsigter, der lyder som helgarderinger og store lokale forskelle i vejret.
Byger dannes grundlæggende, når luft, der er varm i forhold til omgivelserne og samtidigt indeholder fugt, bliver løftet til vejrs. Trykket falder med højden op gennem atmosfæren, og det får en opstigende luft til at udvide sig. Når luften udvider sig, afkøles den.
Når luften bliver kølet ned, kan den indeholde mindre fugt, og køles den nok ned, bliver fugten kondenseret ud af luften, og der dannes skyer. Opstigningen kan ske på flere måder, og resultatet afhænger af luftens sammensætning, og hvor længe opstigningen fortsætter.
Fortsætter processen længe nok, bliver der så meget fugt i skyen, at det falder ud af skyens bund.
Byger dannes om dagen på grund af solopvarmning, men kan også dannes om natten, hvis der der sker en markant afkøling af luften i toppen af skyerne.
Forskellen på regn og byger
Når der kommer nedbør, skelnes der mellem regn eller byger. Regn kommer fra fronter, mens byger kommer, når atmosfæren har en ustabil lagdeling. Hvis temperaturen falder med højden på vej op gennem lufthavet fra jordoverfladen til tropopausen, vil der ske en omrøring i lufthavet. Den varme luft stiger til vejrs, og den kolde falder ned. Det betyder, at lufthavet er uroligt i vertikal retning. I sådan en atmosfære kan der dannes byger.
Nedbør fra byger karakteriseres ved en brat begyndelse og afslutning, og ved den almindeligvis hurtige og somme tider kraftige vekslen i intensitet.
Byger i koldfronten
En koldfront er en zone mellem en varm og en kold luftmasse. Når den kolde luftmasse forsøger at presse den varmere luftmasse væk, kiler den sig ind under den lettere, varme luftmasse. Dermed løftes den varme luft til vejrs, og skyer dannes i grænsen mellem den varme og kolde luft. Ofte bliver det før eller siden til byger.
Bygerne i en frontzone dannes side om side. Ofte på en helt sammenhængende række, så den nedbør, der kommer, bliver et sammenhængende regnvejr. Det sker også, at bygerne står mere spredt i frontzonen. Det giver bygeagtig regn.
Byger på bagsiden af koldfronten
Efter bygerne i koldfronten, klarer det op, og solen kan igen skinne på Jordens overflade. Når overfladen varmes op, forplanter varmen sig op i de nederste luftlag, og bliver dermed varmere end den omkringliggende luft. De nederste varme luftlag begynder derfor at stige til vejrs.
Hvis den proces står på længe nok, dannes der det, der kaldes cumulusskyer. De er let genkendelige, fordi de har en flad underside og en boblet stuktur oven over. De kaldes også blomkålsskyer. Disse skyer kan vokse sig store og blive til byger.
Vejrudsigterne kan lyde som en helgardering, når der meldes om sol, men også byger ind i mellem, men det er det ikke. Det er reelt det, der kommer. Både perioder med fint solskin, men også perioder med mange skyer og risiko for nedbør i bygeform.
Når bygerne viser tænder
Cumulus i det spædeste stadium hedder cumulus humilis, eller godt-vejrs-skyer. De er små uskyldige, hvide og flade totter på himlen.
På mellemstadiet, når skyerne bobler sig større i højden, kaldes de cumulus congestus, og endnu en fuldvoksen cumulus kaldes en cumulonimbus eller en bygesky. Nimbus betyder regn, og en sky i det stadium kan give byger.
Er forholdene i atmosfæren særligt ustabile kan bygeskyerne vokse sig ekstra store og give voldsomt vejr. Lyn og torden, hagl, kraftige vindstød eller skybrud kan blive resultatet af en forvokset bygesky.
Byger er altid lokale fænomener og styrken af dem kan variere meget på korte afstande. De dannes forskellige steder, og de afvikles forskelligt. Nogle står stille over et område, mens andre driver hen over landet og spreder nedbøren over et større areal.
Bygerne dør ud og bliver færre
Når skyerne begynder at regne, trækkes der kold luft med regndråberne nedad inde i skyen, og når skyen har regnet al den overskydende fugt af sig, slutter bygens liv.
Efter solnedgang stopper opvarmningen i bunden af skyen (eller ved solopgang stopper afkølingen i toppen af skyerne), og cumulusskyerne falder sammen. Det ses tydeligt, at skyerne taber pusten, da den boblende struktur, skyerne har, flades ud.
Hvis en ny og tør luft trænger sig på, blandes koldluften op med den tørre luft, og der bliver efterhånden færre og færre byger og senere også færre skyer.
presse@dmi.dk
