Solaktivitet og klima - en ny analyse
DMI-forsker sætter med ny artikel grænser for Sol-variationernes betydning for Jordens klima.
I diskussionen om klimaets udvikling under mulig indflydelse af menneskeskabte forhold, som f.eks. et øget indhold af CO2 i atmosfæren, dukker spørgsmålet om den varierende solaktivitets indflydelse op gang på gang.
Seniorforsker (emeritus) ved DMI, Peter Stauning forsøger nu i en artikel i Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics at sætte tal på, hvor meget variationer i Solens udstråling reelt betyder for Jordens klima. Artiklen har titlen Solar activity-climate relations: A different approach.
"Jeg har foretaget en grundig statistisk undersøgelse af sammenhængen mellem solpletter og Jordens klima", forklarer Peter Stauning.
Antallet af solpletter er en god indikator for den observerbare variation i Solens samlede udstråling.
I undersøgelsen benytter Peter Stauning data fra omkring 1850 og til nutiden, hvor både den globale temperatur og antallet af solpletter er velbestemt.
"Med undersøgelsen håber jeg at kunne sætte fornuftige grænser for de forventede fremtidige klimaændringer relateret til solaktiviteten", siger han.
Ny påvirkning fra 1985
Artiklen konkluderer, at vi fra 1985 og frem ser en ny, stærk påvirkning af den globale temperatur, som ikke har noget med solaktiviteten at gøre.
For at få et klart billede af, hvor store effekter variationerne på Solen har på Jorden, udelades data for de seneste 25 år derfor fra det næste skridt af analysen. Peter Stauning forklarer:
"Jeg anvender middelværdier af solplettallet over Solens 11-årige periode sammen med middelværdier af den globale temperatur over samme intervallængde, men forskudt tre år for at få den klareste sammenhæng. Disse middelværdier er beregnet for de 12 solpletperioder mellem 1850 og 1986". Se grafik nedenfor.
Så meget betyder variationer på Solen
Med sin undersøgelse kan Peter Stauning nu sætte klare mål for solaktivitetens mulige indflydelse på Jordens klima.
"Det mindste og det største solplettal registreret siden 1850 er vist ved den vandrette akse. Ved at følge pilene kan man aflæse de tilsvarende temperaturafvigelser, som er henholdsvis minus 0,41° og 0,11°C; altså et spænd på 0,52°C.
Vi kan også gå ind ved tallet fra den seneste solpletperiode (1997-2009), som giver en temperaturafvigelse på -0,20°C. Så kan man se, at den hidtil kraftigste solaktivitet registreret gennem de mere end 400 år, hvor man har nogenlunde sikre solpletdata, og som forekom i perioden fra 1954 til 1965, ville give en forøgelse af den globale middeltemperatur på ca. 0,3°C fra det nuværende niveau.
Tilsvarende kan vi forlænge linjen bagud til nul solpletter. Så havner vi på en afvigelse på minus 0,7°C; dvs. 0,5°C lavere end den nuværende temperatur. Hvis Solens aktivitscyklus ophørte helt, ville vi altså opleve en global temperatur en halv grad lavere end ved 'gennemsnitlig' solaktivitet. Det er naturligvis en betydelig ændring, men ikke noget der batter i forhold til de temperaturforøgelser på 2 til 5°C, som FN's klimapanel forventer som følge af menneskets samlede klimapåvirkning".
2. august 2011
