Draconiderne over Danmark
Meteorsværmen 'Draconiderne' giver stjerneskud over Danmark fra lørdag den 6. oktober 2012 og fem dage frem. Søndag aften bliver forholdene optimale.
Fra solnedgang søndag aften og frem til midnat bliver der gode chancer for at se stjerneskud, hvis man ser mod stjernebilledet Dragen (deraf navnet Draconiderne), hvorfra meteorsværmen udspringer. Stjernebilledet ses mod nord. På nogle telefoner kan du downloade et program, hvor du kan søge efter et bestemt stjernebillede eller bestemte stjerner. Søg på Dragen eller Draco og se i den retning.
Draconiderne er kendt for at producere relativt få og langsomme meteorer på himlen, når den årligt tilbagevendende meteorsværm rammer Jordens atmosfære. Stjerneskuddene, som vi ser på himlen som kortvarige, lysene haler, ses når meteoroider rammer Jordens atmosfære med stor fart og bremses så hård op, at der går ild i dem. De fleste meteoroider brænder helt op, før de kommer ned til Jordens overflade.
Ifølge NASA kommer der mellem 10 og 20 stjerneskud i timen i forbindelse med Draconidernes besøg. Det er langt færre end sidste år, hvor antallet var helt oppe mellem 600 og 1.000 stjerneskud per time.
Skyer og måne forhindrer ikke udsynet søndag aften
Meteorologerne forventer, at en højtryksryg ligger tæt på Danmark søndag aften og natten til mandag. Derfor forventer de ikke, at der kommer skyer i vejen mellem os og stjernehimlen. Til gengæld forventer de, at en varm og vindtæt påklædning er nødvendig, hvis man vil undgå at komme til at fryse.
"Det bliver tørt og relativt klart, men med jævn til hård nordvestlig vind og temperaturer på 5 til 10°C, kommer det til at føles som om der er let frost i luften søndag aften og nat. Så varmt og vindtæt overtøj vil med stor sandsynlighed gøre oplevelsen mere behagelig," siger DMI’s vagtchef Henning Gisselø.
Månen står op søndag aften cirka 22.40, og vil skinne fra halvdelen af sin skive. Nattehimlen bliver derfor mørkest fra solnedgang til måneopgang, og det bliver derfor i dette tidsrum, chancerne for at se stjerneskuddene fra Draconiderne er størst. Månens lys gør det vanskeligere at se de langt svagere lysende objekter på himmelbuen, som stjerneskuddene er. Mandag går Månen ind i sit sidste kvartal, og bliver dermed en aftagende halvmåne.
5. oktober 2012.