El Niño og varmen vender tilbage

Første halvår af 2012 var visse steder på kloden rekordvarme og globalt nærmer et par af månederne sig også gennemsnitlige rekordtemperaturer.

Efter mere end to år med forholdsvist lave temperaturer i det tropiske østlige Stillehav vender El Niño nu tilbage. Nedenfor ses første halvårs temperaturafvigelse fra gennemsnittet 1961-1990.

"De fleste landområder var markant varmere end normalt, særligt på den nordlige halvkugle," siger seniorforsker Martin Stendel.

Igen blev de største afvigelser observeret over det nordøstlige Sibirien, hvor de første seks måneder af 2012 var fem grader varmere end middelværdien. Kortet viser også et stort område med ekstremt høje temperaturer over den østlige del af USA og midten af Canada. Denne region er ramt af usædvanligt høje temperaturer og den værste tørke i 50 år. Til gengæld viser de fleste vandområder med undtagelse af det Indiske Ocean temperaturer omkring det normale.

Året indtil videre er ikke rekordvarmt. Det skyldes de første to-tre måneders lave temperaturer, vi typisk ser under La Niña-tilstande. Men i mellemtiden er La Niñas modstykke, El Niño, vendt tilbage. En El Niño viser sig ved, at havtemperaturerne i det centrale og østlige, tropiske Stillehav ligger over normalen. Det betyder desuden positive temperaturafvigelser over flere regioner af kloden.

"Og fortsætter denne El Niño-tendens, så kan vi godt forvente, at andet halvår 2012 bliver endog meget varmt," indskyder forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Klimacenter.

Hele kloden påvirkes

El Niño (og modsætningen La Niña) er koblede ocean-atmosfære fænomener i det tropiske Stillehav. De to forekommer på skift - aldrig samtidigt, og der kan typisk gå mellem to og syv år imellem el Niño'er.

El Niño udløser flere vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. Blandt andet er temperaturerne lavere end normalt i det sydvestlige Stillehav, mens det tropiske, østlige Stillehav, store regioner af Sydamerika og den østlige del af USA har temperaturer over gennemsnittet. Fordi disse høje temperaturer påvirker atmosfæren, kan en kraftig El Niño (som tilfældet var det i 1998) hæve den globale gennemsnitstemperatur med flere tiendedele af en grad. I forskerkredse diskuteres det, om der er en sammenhæng mellem den menneskeskabte opvarmning af kloden og den ændrede hyppighed eller styrke af El Niño.

Der har været en markant overgang fra lave til ret høje temperaturer, og alle tre klimadatacentre (Hadley Centre/Climatic Research Unit (CRU), National Climatic Data Center (NCDC) og NASA/Goddard Institute (GISS)) kommer, på trods af forskellige beregningsmetoder, frem til sammenlignelige resultater.  

Det kræver betydeligt mere energi at opvarme oceanerne end landjorden. Det skyldes, at oceanernes varmekapacitet er langt større end landjordens. Man kan derfor forvente, at landet opvarmer hurtigere end havet, hvilket data da også viser. Selvom der ingen ekstreme temperaturer var ved havoverfladen, så var april 2012 den næstvarmeste april i NCDC's måleserie over 133 år, og månederne maj-juni 2012 indtog deres respektive varme topplaceringer, og juli 2012 spadserede ind som den tredjevarmeste juli nogensinde.

"De andre klimacentre viser lignende resultater, dog ikke helt så ekstreme. Bemærk også den store tunge af varm luft over det østlige tropiske Stillehav. Det er netop den, som er El Niños varemærke," siger Martin Stendel.

De tre centre er enige i, at 2012 indtil videre er ca. 0,4°C varmere end gennemsnittet 1961-1990. Det er rimeligt varmt, men ikke ekstremt. Det kan dog forventes, at gennemsnitstemperatur af de kommende måneder fortsat ligger over gennemsnittet.

Variationer i beregningsmetoden

Den mindre forskel mellem de tre datacentre skyldes først og fremmest, at regioner uden data håndteres forskelligt af de tre klimadatacentre. Antallet af målinger over dele af Afrika, i Amazonas-området, i ørkener og i Arktis samt Antarktis er begrænsede. Specielt i Arktis er der kun få målestationer, blandt andet fordi store dele af området ikke er land.

Temperaturafvigelsen (ikke selve temperaturen) ved en station kan betragtes som repræsentativ for et større område. Området er i GISS enten 1200 km (Figur 1, øverst i nyheden) eller 250 km (Figur 3, lige ovenfor denne tekst), og effekten af de to metoder ses nedenfor. Vurderet ud fra observationerne er begge tal forsvarlige. Mens GISS altså ekstrapolerer i store regioner, foretager CRU ikke nogen ekstrapolation i regioner uden data, og NCDC ligger et sted imellem.

Landmasser opvarmer hurtigere end oceanet. Den voksende forskel i opvarmningen mellem landmasserne og oceanerne udgør, alt efter instituttet, mellem en tredjedel og næsten en halv grad. Og det er ifølge klimaforskerne en konsekvens af de menneskeskabte klimaændringer. Når oceanerne varmes op, fordeles varmen efterhånden ned gennem vandlagene. Vi ved, at den opvarmning, som allerede findes i oceanerne, fordeler sig flere hundrede meter ned i de øverste vandlag. Temperaturerne observeres dog kun ved selve havoverfladen. Opvarmningen i de dybere vandlag bliver ikke umiddelbart registreret, og bliver derfor heller ikke en del af beregningerne for den globale middeltemperatur.

Satellitdata bekræfter temperaturændringer

Satellitobservationer kan hjælpe os til at få et mere nøjagtigt billede af temperaturforhold i nærheden af Jordens overflade.

Når man forstår sammenhængen mellem satellitmålingerne og de mere jordnære observationer er det muligt at bruge satellitmålingerne de steder, hvor der ikke er jordmålinger til stede.

Vi har data fra satellitter siden december 1978. I grafen ses en sammenligning af den globale middeltemperatur bestemt ved satellitobservationer, kaldet ECMWF ERA-Interim reanalyse, og de jordbaserede observationer/beregninger fra henholdsvis NCDC, CRU og GISS.