Himlen skifter fra vinter til sommer
Orion er ét af nattehimlens smukkeste stjernebilleder. Konstellationen er kun synlig i Danmark om vinteren og sæsonen er nu slut for denne gang.
Af Jesper Grønne, astrophoto.dk
Orion er en jæger i den græske mytologi, og relateret til solguden Osiris i det gamle Ægypten. I den middelalderlige muslimske astronomi var Orion kendt som giganten 'Al-Jabbar'. På samme tid var Orions bælte kendt som både Frejas og Friggs spinderok i Skandinavien.
Jægeren eller skytten er let at finde på himlen i sydlig retning på en klar vinteraften. De tre bæltestjerner er ret markante. Stjernerne Rigel nederst til højre og Betelgeuse øverst til venstre er meget kraftigt lysende. Sidstnævnte er en rød gigantstjerne, der er på grænsen til at eksplodere som en supernova. Når det sker, vil den være synlig på himlen i fuldt dagslys.
Orion indeholder en meget stor sky af stjernestøv, hvor der foregår en intens dannelse af nye stjerner. Det mest markante område af den molekylære sky er den store Oriontåge M42, der kan ses med det blotte øje midt i den nederste halvdel af stjernebilledet under bæltestjernerne (Orions sværd).
Tak for denne gang
Fra Danmark er Orion synlig om vinteren, og sæsonen er altså nu slut for denne gang. Med et lidt vemodigt "på gensyn" til ét af nattehimlens smukkeste stjernebilleder, kan vi glæde os til sommersæsonens fantastiske himmelfænomener:
- De lysende natskyer efter midnat især i juli.
- Nordlys i maj og igen fra august.
- De skræmmende men flotte lyn fra sommertordenvejr.
- Meteorsværmen Aquariderne den 21. juli.
- Meteorsværmen Perseiderne den 12. august.
- Et sjældent kig til den inderste planet Merkur lavt i nordvest de første dage i juli omkring klokken 22:30.
- Og ikke mindst årets helt store og ekstremt sjældne himmelfænomen: Venuspassagen den 6. juni 2012 ved solopgang. Mere om den ved en senere lejlighed.
4. maj 2012.