Varme og våde studentervogne
At køre i studentervogn efter endt gerning kan både være en varm og en våd affære, hvis vi kigger på vejret.
Hvert år springer nye studenter ud sidst på skoleåret. Glade og stolte unge mennesker med langstilkede røde roser og studenterhuer med forskellige farver bånd pynter i gadebilledet. Traditionen tro høres studentervognes dytten og hujen som en del af lydbilledet både i byerne og på landet.
Det er en helt særlig dag i de unges og deres forældres liv, når de unge kører rundt i studentervognen fra hjem til hjem, og på netop den dag spiller vejret en særlig rolle.
De fleste studenter håber på sol, varme og tørvejr, når de skal ud og køre i vogn. Men sådan går det ikke altid. Når vi søger gennem DMI's database for perioden 18. til 30. juni, har studenterne haft følgende gennemsnitlige vejr på studenterturene fra årgangene 2001 og frem:
År | Regn | Gennemsnits- maksimumtemperatur | Soltimer |
---|---|---|---|
2001 | 21 mm | 19,3°C | 96 timer |
2002 | 62 mm | 18,7°C | 88 timer |
2003 | 40 mm | 19,3°C | 84 timer |
2004 | 49 mm | 16,0°C | 61 timer |
2005 | 6 mm | 21,0°C | 147 timer |
2006 | 23 mm | 19,5°C | 73 timer |
2007 | 86 mm | 18,8°C | 76 timer |
2008 | 25 mm | 18,4°C | 83 timer |
2009 | 7 mm | 21,0°C | 131 timer |
2010 | 7 mm | 19,0°C | 119 timer |
2011 | 28 mm | 18,9°C | 87 timer |
2012 | 60 mm | 14,2°C | 92 timer |
Sådan var vejret i perioden 18. - 30. juni fra 2001 til 2011. Nederste række er de foreløbige tal og forventede antal huer for i år.
Studentervejret i 2012
Prognoserne for vejret til resten af studenterturene i denne uge ser varme og ustadige ud med vekslen mellem sol og byger, der kan blive med torden. Særligt fredag er der risiko for at studentervognene bliver ramt af byger med torden, der lokalt kan blive kraftige.
Med de prognoser skal både solcreme og vandtætte lag i brug, mens de varme trøjer først skal findes frem sidst på aftenen. De første ti dage af perioden 18.-30. juni 2012 er gået med ustadigt vejr. Vi har allerede fået gennemsnitligt 47 millimeter.
28. juni 2012.