2012 - endnu et år blandt de ti varmeste

Beregninger af globaltemperaturen fra tre forskellige klimadatacentre konkluderer enstemmigt, at 2012 blev endnu et varmt år.

2012 blev det niende- eller tiendevarmeste år, siden man begyndte at observere i anden halvdel af 1800-tallet. Året fortsætter således en lang række af år, som har været varmere end gennemsnittet i "klimanormalperioden" 1961-1990. Det seneste år, som endte koldere end gennemsnittet, var 1976. De ti varmeste år ligger alle fra 1998 og frem.

Der er tre institutter, der beregner globale gennemsnitstemperaturer, og alle tre er enige om, at temperaturafvigelsen i 2012 i forhold til gennemsnittet ligger mellem 0,44 og 0,47 grader.

For CRU (Climate Research Unit/Hadley Centre) fra Storbritannien og NCDC (National Climatic Data Center) fra USA betyder det en 10. plads, dog kun marginalt bag plads 9. For det sidste institut NASA-GISS (Goddard Institute for Space Studies), også fra USA, ligger 2012 på en niende plads.

Det varmeste år hos alle tre institutioner er stadigvæk 2010 efterfulgt af 2005 og 1998 (som dog er på en 4. plads hos GISS, lige efter 2007). Disse års globale gennemsnitstemperaturer ligger tæt.

2012 var et La Niña år

Temperaturerne i 2012 er påvirket af en temmelig kraftig La Niña, der dominerede de første fire måneder af året. Det trækker normalt den globale gennemsnitstemperatur en anelse ned.

La Niña og dens modpart El Niño er naturligt forekommende koblede ocean-atmosfære fænomer i det tropiske Stillehav. Begge fænomener ændrer lidt i fordelingen af varme i oceanerne og atmosfæren ovenfor. Ved en La Niña ligger havtemperaturerne i det centrale og østlige tropiske Stillehav under normalen (omvendt ved en El Niño). På grund af Stillehavets størrelse har det en effekt på temperaturen for hele Jorden. Ved en La Niña kan den globale gennemsnitstemperatur derfor ende med at ligge nogle tiendedele af en grad lavere end ellers. Omvendt kan kloden ende lidt varmere under en El Niño-hændelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at 2012 - trods en temmelig kraftig La Niña i begyndelsen af året - alligevel endte blandt de "top-10" varmeste år.

2012 også et El Niño år

Ser man på temperaturer på månedsbasis, havde vi både i september og oktober de tredjevarmeste havtemperaturer over hele perioden. Denne abrupte temperaturændring skyldes den kraftige El Niño, der var under opsejling de sidste måneder af 2012. Varmt vand i det østlige tropiske Stillehav kan føre til øgede globaltemperaturer med op til et par tiendedele af en grad.

Bortset fra maj og juni, som begge var de varmeste nogensinde observeret, var landtemperaturerne i 2012 generelt høje, men dog ikke på rekordniveau.

Figur 1 herunder viser temperaturafvigelserne i forhold til "klimanormalperioden" 1961-1990 for alle tre datacentre. Forskellene mellem de tre datacentre er betydelig mindre end den observerede temperaturøgning. For god ordens skyld gentager vi, at den røde kurve adskiller sig fra tidligere versioner. Det skyldes en update af analysemetoden af havtemperaturerne.

Det viste sig nemlig at måden, hvorpå havtemperaturerne bestemmes, har været lidt anderledes på amerikanske og britiske skibe. I første halvdel af 1940erne blev flere og flere målinger fra britiske skibe erstattet med observationer fra amerikanske, og det introducerede en negativ temperaturtrend i denne periode. Det har taget flere år at korrigere for denne inhomogenitet. Lignende undersøgelser gennemføres også ved de andre institutter.

Variationer i beregningsmetoden

Ikke i alle regioner er der en tilstrækkelig mængde af data. Over store dele af Afrika, i Amazonas-området, i flere ørkener og i Arktis samt Antarktis eksisterer der kun få målinger. Specielt i Arktis er der kun få målestationer, blandt andet fordi store dele af området ikke er landfast.

Regioner uden data håndteres forskelligt af de tre klimadatacentre. Temperaturafvigelsen (dog ikke selve temperaturen) ved en station kan betragtes som repræsentativ for et større område. GISS ekstrapolerer i rimelig store regioner, mens CRU ikke foretager nogen ekstrapolation i regioner uden data, og NCDC ligger et sted imellem. Derfor er det interessant, at forskellene i den globale temperaturafvigelse er så lille, selv om analysemetoder faktisk adskiller sig temmelig meget.

Figur 2 viser temperaturafvigelser for december 2012, Figur 3 for hele 2012, og Figur 4 viser afvigelsen over de sidste ti år (2003-2012), alle i forhold til gennemsnittet 1961-1990. Der vises data fra CRU, hvor der ikke er ekstrapolation til regioner uden data. Regioner, som har observationer for en del af året, men også måneder uden observationer, vises også. Dette kan ses i Nordpolarområdet i Figur 3. På grund af ufuldstændige data er det sandsynligt at opvarmningen af polarområderne er underestimeret. Den horisontale opløsning er fem grader i længde og bredde, og billedet virker derfor mere "uroligt" end GISS-temperaturerne, som vi ellers viser på dmi.dk. Desværre var GISS-temperaturerne ikke til rådighed denne gang på grund af en computerfejl i NASA.

Som man kan se i Figur 2, var december 2012 ikke lige varm alle steder. Det var for eksempel varmt i store dele af USA. Faktisk bød året på en ny temperaturrekord i de "kontinentale" 48 stater, udtaget Alaska og Hawaii. Den gamle rekord fra 1998 blev overgået med en halv grad (Figur 3). Tager man i betragtning, at forskellen mellem det varmeste og det koldeste år nogensinde i USA kun var to grader før 2012, står det klart, at 2012 var bemærkelsesværdigt varmt.

I de sidste ti år (2003-2012) har næsten alle landregioner på den nordlige halvkugle - og specielt den største del af polarområderne – været meget varme. Også over næsten alle oceanregioner var det varmere end gennemsnittet. Ser man på de sidste ti år (Figur 4), står det klart, at det var meget varmt næsten overalt - mere på landjorden end over oceanerne, og mere i de polare områder (i hvert fald på den nordlige halvkugle) end i troperne. Det østlige Stillehav viser kun små ændringer, fordi effekten af El Niño og La Niña er større end temperaturøgningen. Afkølingen i Sydpolarområdet skyldes ændringer i havets cirkulation.