Her ender vinteren
Vinteren er næsten slut, hvis vi skæver til kalenderen. Hvad har de tre måneder december, januar og februar så budt på? Og hvor meget afviger det fra, hvad vi kunne forvente?
Som vi skrev mandag, så ligger vinteren og balancerer på præcis 0,0°C i gennemsnitstemperatur for Danmark. Og med vejrudsigten for de sidste to officielle vinterdage, så er det meget sandsynligt, at vi ender der.
To gange tidligere i vejrhistorien, der begyndte i 1874, er vinteren i Danmark endt på præcis 0,0°C. Det skete i 1954/55 og igen i 1967/68.
Kigger vi yderligere i arkiverne, så er 0,0°C en smule koldere end en vinter i den klimatiske normalperiode 1961-90, hvor gennemsnittet var 0,5°C. Ser vi på de vintre, vi har i frisk erindring, så var årstiden denne gang noget koldere end gennemsnittet for seneste vejrdekade 2001-10 på 1,9°C.
Der har været forskel på vinteren ud over landet, som du kan se af figuren ovenfor. Den højeste gennemsnitstemperatur på 1,1°C er registreret ved Sønderborg, mens Stenhøj i Vendsyssel har ligget på minus 0,8°C.
Generelt har vejret været mildest ved kysterne og koldest inde i landet. Fordelingen er en effekt af, at vand afkøler noget langsommere end luft. Derfor virker havet som en varmedunk om vinteren.
Nedbør
I vinterens første 88 dage er der faldet 157 millimeter i gennemsnit i Danmark. Og med to tørre døgn i vente, ser det ud til, at den værdi er den endelige.
157 millimeter er meget tæt på de 161 millimeter nedbør, vi fik i den klimatiske normalperiode. Til gengæld er det noget under de 180 millimeter, der i gennemsnit faldt i en vinter i seneste vejrdekade.
Mindst nedbør har vinteren budt på i Holbæk med blot 91 millimeter, mens der faldt hele 248 millimeter i Nykøbing Falster.
Soltimer
Hidtil har den solfattige af de fire årstider budt os på 139 soltimer. Både den 27. og den 28. februar virker dog villige til at levere flere timer til regnskabet, så vi ender oppe omkring 146 soltimer, når vinteren gøres op fredag den 1. marts.
146 vil dog fortsat være færre soltimer end i en gennemsnitlig vinter i både klimanormalperioden og vejrdekaden, som bød på henholdsvis 155 og 159 timer.
Mest sol har Hvide Sande fået med 195 timer i de tre vintermåneder. Anderledes gråt oplevede beboerne omkring Hammer Odde årstiden. De måtte nøjes med 68 timer.
27. februar 2013.