Hvor tæt var vi på isvinter?
Løbet er kørt for isvinter i år. DMI's Flemming Vejen forklarer, 'hvad der gik galt'.
Kuldesummen for vinteren 2012-13 er nu oppe på 79,6. Og selvom det bliver koldere med frost fra den kommende weekend, vokser kuldesummen næppe meget. Løbet for isvinter er dermed kørt.
I figuren til højre finder du en sammenligning af kuldesum og vintertemperatur for alle vintrene siden 1906/07. Grafikken viser, at vi denne gang (lyseblå firkant) helt sikkert ender langt fra en isvinter. De mørkeblå punkter i figuren viser de vintre, der almindeligvis regnes for isvintre. Kuldesummen i år ligger altså kun på ca. det halve af, hvad der skal til, før vi med rimelighed kan tale om isvinter.
I figuren er der ikke en skarp grænse mellem milde vintre og isvintre. Det skyldes blandt andet den lidt uldne definition på 'isvinter'. Den lyder nemlig: Mindst en af statsisbryderne skal have brudt is mindst en gang i mindst et af hovedfarvandene.
Dette er imidlertid en ret upræcis definition, for skibe i dag klarer sig langt bedre i isfyldte farvande, og har sjældnere brug for isbryderhjælp, end det var tilfældet tidligere.
| Hvad er kuldesum? |
|---|
Kuldesummen beregnes ved løbende at summere antallet af frostgrader pr. dag fra første frostdag til vinteren slutter. Er temperaturen minus 1°C den 1. december, er kuldesummen 1 for døgnet og samlet 1 for vinteren. Er temperaturen minus 3°C den 2. december, er kuldesummen 3 for den dag og samlet set 4 for vinteren, når vi lægger summerne for 1. og 2. december sammen. Temperaturerne, der indgår i kuldesummen, er gennemsnittet for døgnet ved seks kystnære stationer: Skagen Fyr, Gniben, Rømø/Juvre, Gedser Odde, Hammer Odde Fyr og Københavns Lufthavn. Bemærk, at temperaturer over grænsen på 0°C ikke modregnes i metoden. |
Tandløs vinter
Det kan måske undre, at vi ikke fik isvinter denne gang. I alle tre vintermåneder var der længere perioder med sne og frost. Imidlertid var der også ret markante afbrydelser i kulden. Hver gang is begyndte at danne sig i hovedfarvandene, fejede mildere vinde ind over landet fra sydvest og vest og slog isen tilbage til start. Det ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor den daglige udvikling i kuldesum for vinteren er sammenholdt med de seneste tre vintre samt den seneste isvinter i 1995-96.
Ud over de ret lange mildninger i vejret, var kuldeperioderne også for korte og måske i særdeleshed ikke hårde nok til at sætte en isvinter i gang. Figuren viser nemlig, at vinteren 2011-2012 endte med næsten samme kuldesum som denne gang. Og her var der blot en enkelt kuldeperiode af kun ti dages varighed først i februar. Til gengæld var den periode isnende kold med et temperaturgennemsnit for Danmark på minus 8°C.
For at illustrere hvad der skal til, før vi får isvinter, kan vi se på den seneste af slagsen fra 1995-96. Dengang var der kun én rigtig afbrydelse af vinteren - ellers blev kulden bare ved og ved fra december ind i marts.
Hvis vi ser på isvintrene i historisk lys, er de stort set alle kendetegnet ved langvarig frost med kun kortvarige afbrydelser. Nogle af vintrene havde desuden kortere perioder med meget streng frost, som satte turbo på isdannelserne. Desuden er kulden i langt de fleste isvintre først startet efter jul eller nytår.
Vinteren 2012-13 afveg altså på mange måder fra det mønster, som traditionelt fører til en isvinter.
7. marts 2013.
