Luftkvalitet: Nyt produkt sammen med dit Byvejr

Bemærk! Denne nyhed omhandler et forældet produkt og tilbydes derfor ikke længere.

Sammen med dit lokale Byvejr får du fra i dag også et indeks for, hvordan luftens kvalitet vil være i netop din by de kommende 48 timer.

"Vi har taget elementerne i luften, som typisk bidrager til luftforureningen, og så har vi slået dem sammen til et indeks for luftens kvalitet," fortæller forsker Ulrik Smith Korsholm.

Den nye graf på Byvejr, som du kan tilvælge, viser, hvilke koncentrationer svovldioxid, nitrogenoxider, kulmonoxid og ozon samt partikler optræder i ved jordoverfladen.

"Vi har valgt at benytte et velkendt indeks defineret i EU-regi," siger chefkonsulent Jens Havskov Sørensen. "På den måde får vi værdier for luftkvalitet, der lader sig sammenligne med andre lande."

Vejret giver pusterum

Luftforureningen i Danmark er relativt beskeden sammenlignet med mange andre lande. Det skyldes dels vores blæsende klima, dels en målbevidst indsats for at reducere forureningen.

"Trafiksektoren er i dag en af de væsentligste årsager til problemer med luftkvaliteten, og de senere års øgede trafik har dæmpet forbedringen i luftkvaliteten noget til trods for indførelsen af katalysatorer," siger Jens Havskov Sørensen.

Luftforurening består af en række forskellige mere eller mindre sundhedsskadelige stoffer. Disse kan give anledning til både reduktion i velvære, gener og egentlige sundhedsskader. Også bygninger og kulturgenstande kan tage skade som følge af nedbrydning og misfarvning.

Regionalt bidrager luftforureningen blandt andet til forsuring af skove og vådområder. Og på globalt plan bidrager forureningen til en forøgelse af den menneskeskabte drivhuseffekt.

Med det nye produkt bliver det også tid til at sige farvel til et andet: ’Ozon ved jordoverfladen’ er nu indarbejdet i det nye produkt, og det lukker derfor samtidigt.

22. februar 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle