Nye skilte øger trygheden på Danmarks badestrande

En smule ekstra opmærksomhed på to nye typer skilte kan gøre din strandsommer meget sikrere.

I år møder du nye skilte på en del danske badestrande. De skal være med til at øge trygheden, når du og dine færdes i sandet eller vandet.

De danske strande nummereres blandt andet, så du altid kan fortælle alarmcentralen præcis, hvor du er, hvis du har akut brug for hjælp. Skiltet er grønt, monteret på en stolpe og ganske let at kende (se øverste foto).

Ud over nummereringen er et antal strande også blevet risikovurderet. Hvis en strand f.eks. er kendt for revlehuller, hvor vandet pludselig bliver dybt, så kan du nu læse om det på et andet nyt skilt. Dem finder du ved nedgangen til mange større strande (se nederste foto).

I videoen nedenfor fra TrygFonden Kystlivredning og Danske Svømmeunion kan du se mere om de nye skilte og hvad de kan gøre for dig.

Skiltningen af de danske strande er endnu ikke afsluttet og fortsætter de kommende år.

God, sikker strandsommer!

27. juni 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle