Tørkeindeks er tilbage på dmi.dk
Lettere forsinket er produktet tørkeindeks nu at finde på det nye dmi.dk. Og meget passende, for det er højt i hele landet lige nu.
Midt i juni skiftede vi hjemmeside. Dmi.dk fik justeret struktur og navigation, ligesom en vifte af produkter blev opgraderet. Tørkeindeks røg dog af i svinget og kom ikke med i første omgang*. Det er der heldigvis rådet bod på nu.
Du finder tørkeindeks på 'Vejr'-fanebladet under 'Målinger' i navigationen til venstre på siden, altså her.
Populært produkt
I sin udgave på det nye dmi.dk er tørkeindeks opgraderet med de samme muligheder for at animere og bladre som du kender fra radar, vejrkort og satellitbilleder.

Tørkeindeks kom første gang på dmi.dk i 2007 og har siden været brugt flittigt til at vurdere vandingsbehov og brandfare rundt om i landet. Tørkeindekset bygger på en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i det jordvandsmagasin, som planterne har til rådighed.
* Tørkeindeks har ikke på noget tidspunkt været helt væk. Det har hele tiden været tilgængeligt på DMI's gamle hjemmeside.
31. juli 2013