2013 fortsætter global varmetendens

Det første af de tre datasæt over globale temperaturer er færdig og konklusionen er klar: 2013 var varm og er endnu et år, der placerer sig på top-10 over varme år.

Det er foreløbigt kun amerikanske NASA/GISS, der har offentliggjort sin tal over de globale temperaturer for hele 2013, og der kan stadig komme mindre ændringer. Derfor er tallene fra de to andre datacentre, amerikanske NCDC og britiske CRU imødeset med spænding. Uenigheden mellem de tre datacentre plejer dog at være meget lille.

Ifølge NASA/GISS’s analyser endte 2013 sandsynligvis som det fjerdevarmeste år i den periode, hvor man har haft troværdige globale målinger; de seneste 134 år. Fjerdepladsen deles med årene 1998 og 2002, som afveg med samme værdi, nemlig 0,52°C varmere end den gældende klimanormalperiode 1961-1990. Flere andre år kommer også til næsten det samme resultat, med differencer i størrelsesorden af hundrededel af en grad.

Varmest er stadig 2010, som var 0,57°C varmere end normalperioden. Dermed er alle år siden 1979 (bortset fra 1985 med en negativ afvigelse af 0.01°C) varmere end gennemsnittet.

December 2013 viste – typisk for en vintermåned – store temperaturanomalier (se nedenstående figur). I hele Nordamerika var det meget køligt, koldest med en afvigelse af mere end 4°C over Canadas præriestater. Det var også koldere end gennemsnittet i Nærøsten, Sydøstasien og langs en del af kysterne af Antarktis. Til gengæld findes der et stort område fra Skandinavien gennem den største del af Rusland hen til det vestlige Alaska, hvor det har været meget mildt. De største anomalier (mere end 6°C) blev observeret i et stort område i Central- og Østsibirien. Varmere end gennemsnittet var det også i Sydamerika og den største del af Europa, Afrika og Australien. Over det tropiske Stillehav var temperaturafvigelserne ikke særlig store, mens Atlanten og specielt det Indiske Ocean var en god del varmere end normalperioden.

Nedenstående figur viser temperaturafvigelserne for hele 2013. Bortset fra det tropiske Stillehav, som var domineret af en La Niña-episode den største del af året, var oceanerne omkring 0,5°C og landområder 1-2°C varmere end normalperioden. Under en La Niña er atmosfæren lidt køligere, end den ellers ville være.

Herunder ses temperaturændringen over de sidste 10 år, 2004-2013. Bortset fra mindre regioner i det sydlige og det nordlige Stillehav, hvor temperaturerne ligger lige under gennemsnittet 1961-1990 (på grund af ændringer i cirkulationsmønstre i oceanet), ses positive temperaturafvigelser over hele kloden; mere over land end over havene, og mere i de (nord)polare områder end i troperne.

Forskellen mellem ocean og land skyldes, at det kræver betydeligt mere energi at opvarme vandet end landjorden (oceanernes varmekapacitet er cirka 4000 gange større end landjordens) - oceanet opvarmes altså meget langsommere end landet. Desuden fordeles varmen efterhånden ned gennem vandlagenes øverste få hundrede meter. Det er dog kun opvarmningen ved overfladen, vi direkte observerer.

Den større opvarmning i Arktis skyldes flere effekter. Den vigtigste er den såkaldte is-albedo-tilbagekobling, der dækker over, at vandet og landjorden i Arktis er temmeligt mørke, fordi de kun tilbagekaster en lille del af den indkommende stråling fra Solen. Eksempelvis kaster vand kun 7% (dets albedo er 7%) af strålingen tilbage, mens 93% af indstrålingen absorberes og opvarmer dermed vandet. I modsætning kaster snedækket is 90% af strålingen tilbage. Hvis sne og is smelter på grund af øgede temperaturer, erstattes hvide med mørkere områder, således at mere af strålingen kan absorberes og fører til yderligere opvarmning – en selvforstærkende effekt eller en såkaldt positiv tilbagekobling. Det ses først og fremmest i Arktis, fordi Antarktis er for koldt til, at isen kan tø.

Ser vi på længere perioder, for eksempel de sidste 50 år, bliver det endnu tydeligere. Nedenstående figur viser tendensen over perioden, udtrykt som temperaturtendens over 10 år. Her kan man også se en anden tilbagekobling: Hvis landjorden er udtørret, som for eksempel i Nordøstbrasilien og regionen omkring Aralsøen (to velkendte eksempler), så opvarmer indstrålingen også i stedet for at fordampe.