Birkepollen: Tidlig start på sæsonen
15 birkepollen er gået i pollenfælden ved DMI på Lyngbyvej. Dermed er sæsonen for birkepollen i gang to uger tidligere end normalt.
Normalt indledes sæsonen for birkepollen i dagene omkring den 1. maj. På grund af en mild vinter er sæsonen startet omkring to uger før tid.
Mængden af birkepollen afhænger af, hvordan vejret bliver under blomstringen den næste måneds tid.
”Generelt giver lunt og solrigt vejr under blomstringen mange pollen i luften. Til gengæld giver kulde og regn en stille sæson uden voldsomme mængder pollen,” lyder meldingen fra Astma-Allergi Danmark, der har svært ved at forudsige den totale mængde birkepollen for sæsonen:
”Mængden afhænger blandt andet af vejret sidste sommer og den biologiske rytme - og det tyder på en sæson over middel i år."
Pollenvarsler
I pollensæsonen udsender DMI og Astma-Allergi Danmark dagligt dagens pollenvarsel sammen med dagens pollental. Pollenvarslet angiver, hvor mange pollen, der forventes det kommende døgn.
Først på foråret udsendes pollenvarsler for el og hassel, mens birk tager opmærksomheden i maj måned. Sommeren over udsendes pollenvarsler for græs og bynke.
Gode råd til pollenallergikere
Det er umuligt helt at undgå pollen. Derfor er det vigtigt at sørge for effektiv medicinsk behandling og at holde øje med dagens pollental og pollenvarsling.
Har du - trods optimal behandling - symptomer, når pollentallet er højt, er her nogle gode råd:
- Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
- Undgå at tørre tøj udendørs i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj.
- Hold siesta i timerne omkring frokost, hvor der er flest pollen i luften.
- Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften.
7. april 2014