December blev Danmarks næstvarmeste
Med en temperatur på 5,3°C indtager december 2013 nu 2. pladsen på liste over Danmarks varmeste julemåneder.
"Det er hele 3,7°C over normalen beregnet for perioden 1961-90 (1,6°C), og 3,1°C varmere end den seneste 10-års-dekadeværdi på 2,2°C beregnet på perioden 2001-10", fortæller DMI's seniorklimatolog John Cappelen.
Den varmeste december målt herhjemme er dog noget varmere. Hele 7,0°C lyder den på og stammer fra 2006 - året som satte varmerekord efter varmerekord.
Den december, som nu bliver forvist til 3. pladsen, er december 1934. Dengang fik måneden et gennemsnit på 5,1°C.
I december 2013 har særligt det vestlige Jylland oplevet høje temperaturer. Det afslører, at varmen primært er cirkuleret frem til os med mild og fugtig luft fra vest og sydvest.
"Den højeste temperatur i december 2013 blev 11,6°C målt både syd for Roskilde og Køge på Sjælland den 24. december", slutter John Cappelen.
Af Niels Hansen
© DMI, 2. januar 2014.