Otte el og seks hassel: Pollensæsonen er i gang
Den seneste tids lune vejr har bragt de første allergirelevante pollen i luften. El og hassel blæser pollensæsonen 2014 i gang.
Pollenfælderne ved DMI på Lyngbyvej er i dag blevet tømt af Astma-Allergi Danmark. Med et pollental på otte for el og seks for hassel er pollensæsonen nu i gang.
Pollenvarsler
I pollensæsonen udsender DMI og Astma-Allergi Danmark dagligt dagens pollenvarsel sammen med dagens pollental. Pollenvarslet angiver, hvor mange pollen, der forventes det kommende døgn.
Først på foråret udsendes pollenvarsler for el og hassel, mens birk tager opmærksomheden i maj måned. Sommeren over udsendes pollenvarsler for græs og bynke.
Følg med i dagens aktuelle pollental på DMI’s pollenside via linket under ’Værd at Vide' til højre. Her finder du også link til pressemeddelsen fra Astma-Allergi Danmark.
Gode råd til pollenallergikere
Det er umuligt helt at undgå pollen. Derfor er det vigtigt at sørge for effektiv medicinsk behandling og at holde øje med dagens pollental og pollenvarsling.
Har du - trods optimal behandling - symptomer, når pollentallet er højt, er her nogle gode råd:
- Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
- Undgå at tørre tøj udendørs i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj.
- Hold siesta i timerne omkring frokost, hvor der er flest pollen i luften.
- Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften.
10. februar 2014.