Temperaturvariationer slører Nordatlantens opvarmning
"Overfladevandet i alle klodens oceaner bliver varmet op," konstaterer Torben Schmith. "Det er der ingen tvivl om, men opvarmningen er sværere at få øje på i Nordatlanten, fordi den skjules af naturlige variationer i de havstrømme, der påvirker Nordatlanten."
Torben Schmith, kollega Shuting Yang, DMI, en tysk og en irsk kollega har nu kortlagt, hvordan opvarmningen i Nordatlanten sløres af havstrømmenes variationer.
Ny forskning fra blandt andet DMI løfter sløret for en temperaturstigning i Nordatlantens havoverflade, der er konsistent med Jordens øvrige oceaner, men som hidtil har været sværere at få øje på.
Oceanernes overflade er blevet varmere, siden industrialiseringen begyndte i sidste del af 1800-tallet. Opvarmningen skyldes ændringer i jordens strålingsbalance forårsaget af de udledte drivhusgasser. Men også andre forhold spiller ind på overfladetemperaturen. Især i Nordatlanten optræder der langsomme variationer i overfladetemperaturen, og disse variationer er forbundet med den såkaldte termohaline cirkulation, som er et naturligt og globalt system af havstrømme, der har eksisteret i tusindvis af år.
Med DMI's supercomputer
"Vi har undersøgt, hvordan disse langsomme variationer forstærker eller svækker den generelle stigende tendens i overfladetemperaturen," siger Torben Schmith, DMI. Han har sammen sin kollega Shuting Yang og to forskere fra henholdsvis Irland og Tyskland gennemført en række beregninger med en klimamodel. Det er blevet til en artikel i fagtidsskriftet Journal of Climate.
Beregningerne er udført på blandt andet DMI’s supercomputer i København og viser, hvordan de langsomme variationer sætter sig igennem især i Nordatlanten.
Ensembler er nøglen
Forskernes resultater ruster klimaforskerne til at forstå, hvordan temperaturen i oceanernes havoverflade ændrer sig med tiden. Når der optræder perioder med langsommere eller ingen stigning i temperaturen, kan det tolkes som en effekt af de langsomme variationer. Uden denne viden kunne man fejlagtigt tro, at den drivhusgasbestemte opvarmning var svækket eller gået i stå, uden at det faktisk var tilfældet.
"Når vi skal have den termohaline cirkulation tilbage fra 1860 med i modelberegningerne, har vi et problem," siger Torben Schmith. "Vi har ingen målinger så langt tilbage og må derfor finde andre veje."
Nøgleordet er ensembler. Modelberegningerne gennemføres flere gange (ensembler), men for hver gang ændres i beregningsgrundlaget for startåret 1860. Ved at sammenligne resultaterne fra de forskellige ensemble-beregninger kan forskerne finde ud af, hvordan temperaturudviklingen kunne have været. Men de kan ikke sige, hvilket ensempel der er nærmest sandheden.
På figuren viser Torben Schmith, hvordan havtemperaturen i overfladen ifølge modelberegningerne udvikler sig fra 1860 og til 1990. Den sorte kurve viser udviklingen uden de langperiodiske variationer, og den røde kurver er baseret på en af de fem beregninger i ensemblet. Globalt er der næsten ingen forskel på de to kurver (øverste graf), men i Nordatlanten er forskellen stor. Det betyder, at de langperiodiske variationer her spiller en stor rolle for havtemperaturens udvikling gennem årene. Da den røde kurver kun repræsenterer et eksempel ud af fem, skal kurven ikke tages bogstaveligt, men kurven er et eksempel på en mulig udvikling.
"Hvilket eksempel, som kommer nærmest sandheden, kan vi ikke afgøre," siger Torben Schmith.
For yderligere information kontakt Torben Schmith gennem DMI's kommunikationskontor på 3915 7509
7. oktober 2014
