½ milliard ton vand til Danmark
Det var et ganske vådt regnvejr, der søndag aften og natten til mandag passerede landet
Klimatolog Mikael Scharling fortæller, at Danmark samlet set fik omtrent ½ milliard ton vand under regnvejret, der gik i land i Sydvestjylland ved 18-tiden søndag og slap Bornholm omkring klokken 8 mandag morgen.
Danmark er rundt regnet 43.100 kvadratkilometer, og over det areal faldt der i snit 11,1 millimeter nedbør. En millimeter nedbør er det samme som én liter pr. kvadratmeter. Derefter er det ret let at regne igennem.
43.100*1.000*1.000*11,1 = 478.410.000.000 liter = 478.410.000 ton eller i runde tal ½ milliard ton
Hvor meget ½ milliard ton egentlig er, kan illustreres på følgende måde:
Hver indbygger i Danmark skulle rekvirere 5 tankbiler med 20 tons vand i hver tankbil, for at yde den samme vanding, som naturen gjorde. Tak til Johannes Riis for eksemplet.
½ milliard ton vand er et volumen på ½ kubikkilometer! Det svarer til 4 gange vandindholdet i Danmarks største sø: Arresø i Nordsjælland. Tak til Kim Kirsebom for eksemplet.
11,1 millimeter er for øvrigt godt 1/4 af Danmarks normalnedbør i maj (48 millimeter), så vi kan med god ret påstå, at ugens regn er faldet.
Af Niels Hansen
4. maj 2015