Rekordhøj vandstand efter Dagmar og Egon
Flere dages konstant vestenvind manifesteret i de to storme Dagmar og Egon har presse vandet op langs de danske kyster og ind i flere af fjordene. Særligt i Limfjorden har vandet haft svært ved at komme væk og natten til søndag steg vandet i Lemvig så over den hidtidige rekord på 1,81 meter og står her søndag formiddag 1,95 meter over normalen.
Både på den jyske vestkyst, i Limfjorden og på Nordsjælland har vandet sat sine spor.
”I Isefjorden og Roskilde Fjord toppede vandstanden i morges,” fortæller meteorolog Jesper Eriksen. "Det står dog stadig højt frem til i aften," siger han.
”I Lemvig var vandstanden i morges 1,95 meter over det normale, og det er altså ny rekord. Siden har vandstanden i Lemvig ligget og skvulpet på et lidt lavere leje, og i eftermiddag ventes den at falde. I den centrale del af Limfjorden ventes vandstanden at stige langsomt indtil i aften.”
I Vadehadet nåede vandet som det højeste op til 3,30 meter tidligt søndag morgen.
Af Bjarne Siewertsen,
11. januar 2015