Fyn ramt af usædvanligt dobbelt skybrud

Kristi himmelfartsdag passerede en koldfront med meget kraftige tordenbyger Danmark. På det østlige Fyn blev uvejret så voldsomt, at der var tale om dobbelt skybrud. Ret ekstremt, konkluderer klimatolog.

Torsdag på Kristi himmelfartsdag blev forsommervarmen over Danmark presset mod øst af en koldfront fra Nordsøen.

Både foran og i selve fronten huserede kraftige tordenbyger, og det gik ikke stille af. DMI registrerede således godt 6.000 lyn over eller tæt på Danmark og ikke mindst et massivt dobbelt skybrud, der ramte Nyborg på det østlige Fyn.

"Analysen viser, at 94% af Nyborg Kommune blev ramt af skybrud, og 50% blev ramt af dobbelt skybrud", siger Mikael Scharling.

Et skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn på 30 minutter. Dobbelt skybrud er, når der falder mere end 30 mm på den samme tid.

Ret ekstremt for foråret

"Vi målte 41,4 mm i Nyborg på 30 minutter", siger klimatologen.
"Det er tæt på tredobbelt skybrud og langt fra noget, vi ser hvert år".

Mikael Scharling har kigget tilbage i tiden, for at finde noget tilsvarende, og først for næsten to år siden dukker der noget op, som var vildere end torsdagens skybrud i Nyborg.

"Den 23. juni 2016 målte vi 45,8 mm. på 30 minutter, og den 31. august 2014 målte vi 50,7 mm på 30 minutter. Begge dele overgår i går, men begge episoder ligger også i sommermånederne, hvor betingelserne for skybrud er langt mere optimale end her i første halvdel af maj. På den baggrund må vi sige, at torsdagens uvejr var ret ekstremt", slutter klimatologen.

Også Aabenraa Kommune i Sønderjylland oplevede et mere almindeligt skybrud Kristi himmelfartsdag.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. maj 2018

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle