2018 - Det mest tørkeramte år i Danmark i 99 år
Sommeren 2018 har været ekseptionel varm, solrig og tør. Mange har nydt det, mens andre har gispet efter vejret og savnet en overskyet regnvejrsdag.
Hårdest ramt har nok været landbruget og naturen. Tørken gik nemlig værst for sig i vækstperioden fra maj til juli, og det har fået os til at regne på hvordan tørkeperioden 2018 ser ud i forhold til de foregående næsten 100 år.
DMI har produceret daglige tørkeindekskort fra 2005 og frem til nu, og i den periode er 2018 klart det tørreste år.
Men vi vil godt kigge endnu længere tilbage, for at se hvor usædvanlig denne tørkeperiode vi har oplevet i 2018 er.
Klimatolog, Mikael Scharling, har derfor kigget på en mere simpel tørkemodel, der benytter sig af månedlige værdier, og her kan DMI vise, at 3-måneders perioden maj til juli i år, med stor sandsynlighed er den tørreste i 99 år.
”De to mest betydende faktorer for beregning af tørkeindeks er nedbør, der tilfører vand til jorden, og solstråling der fjerner vandet ved fordampning” forklarer klimatolog Mikael Scharling.
Ved at sammenholde månedssummer for solskin og nedbør med de tilsvarende tørkeindeksværdier for perioden 2005 til 2018, har klimatologen udviklet denne model, der kan beregne det gennemsnitlige tørkeniveau for maj til og med juli.
Klimatologen fortsætter: ”Resultatet siger kun noget om det gennemsnitlige tørkeniveau hen over de tre måneder, man kan fx ikke se, hvor mange dage tørkeniveauet har været over en specifik værdi. Til gengæld kan modellen bruges til at regne helt tilbage til 1920, hvor DMI begyndte at lave landsdækkende solskinsmålinger – og det er jo rigtigt interessant! ”
”Selv om vi havde det på fornemmelsen, er jeg alligevel overrasket over, at 2018 med et gennemsnit på hele 9,4 er så markant en højdespringer. Jeg er ret sikker på, at det resultat holder, selvom man gennemregner data med daglige tørkeindeks-værdier, der alt andet lige er mere præcise” udtaler Mikael Scharling.
Efter 2018 følger 1992 og 2008 med et middel-tørkeindeks på 8,2 og derefter 1921 og 1959 med værdier på hhv. 8.1 og 8.0.
Skyldes den tørkeramte sommer klimaforandringerne?
Det uundgåelige spørgsmål er, om det tårnhøje tørkeniveau danskerne har oplevet i år, er en enlig svale eller det kan tilskrives klimaforandringerne.
”Klimascenarier peger på, at der i fremtidens sommermåneder vil komme mere nedbør i Nordskandinavien og mindre i Sydeuropa. Danmark befinder sig på grænsen mellem de to udviklinger, og det betyder, at vi ikke forventer de store forandringer på nedbørmængderne om sommeren. Til gengæld vil nedbøren falde mere opdelt hen over sommeren. Den vil være kraftigere, når den falder, og vi kan forvente længere perioder uden regn”, siger DMI’s forskningschef Ulrik Korsholm.
”Så den tørre sommer skyldes ikke klimaforandringerne alene, men klimaforandringerne er med til at forstærke tørken,” slutter Ulrik Korsholm.
Af Herdis Preil Damberg
6.september 2018