7-døgnsudsigten puster sig op til blæst
De kommende dage løber en lind strøm af lavtryk henover Danmark vestfra – og det giver regn og rusk. Allerede i nat kommer det første blæsevejr, og herefter beholder vinden ’arbejdstøjet’ på.
Allerede i nat kommer der kraftig blæst til Danmark i forbindelse med et frontsystem, som passerer Danmark vestfra med regn og blæst. DMI´s vagtchef vurderer, at nattens blæsevejr bliver kraftigst ved Vestkysten, hvor man vil nå op på hård kuling fra sydvest med vindstød af stormende kuling. Lige nu ser det derfor ikke ud til, at der kommer et DMI varsel om kraftig vind. Et varsel kræver nemlig stormende kuling i middelvinden og vindstød på eller over stormstyrke.
Blæsende weekend venter
Nattens frontsystem med regn og blæst ligger fredag morgen over Danmark, men vil efterfølgende rykke sig østover.
Lørdag passerer en svag højtryksryg Danmark vestfra, og det skulle give weekendens bedste solchancer. Men det vil fortsat være småblæsende med en jævn til hård vestlig vind, ved kysterne stedvis kuling.
Søndag kommer et større frontsystem ind over Danmark vestfra med regn og blæst. De forventede vindstyrker kan du finde i vagtchefens 7-døgnsudsigt, som opdateres to gange i døgnet.
Vejrudviklingen er usikker i næste uge
I næste uge kommer de varme og kolde luftmasser til at bruge Danmark som slagmark. Vejrudviklingen er derfor kort sagt usikker. På den ene side er der mulighed for dage med indslag af vinterlig nedbør, når kulden får overtaget – og på den anden side vil der komme regn og blæst, når varmen slår tilbage. Som der ser ud nu, er der ingen storm der lurer i prognoserne, men billedet kan stadig ændre sig. Hold derfor øje med vejrudsigterne i de kommende dage.
Af Jesper Eriksen
5. december 2019