Grønland får fredeligt, frostkoldt og smukt julevejr
Med 4 dage til jul er placeringen af de store vejrsystemer rimelig fastlagt, og dermed også hvor kulden og varmen befinder sig. Grønland får en jul med dagsfrost, hvilket er meget normalt. Kraftig blæst er også kendt for at hjemsøge verdens største ø, men denne jul ser vejret ud til at blive rimelig fredeligt. Julesneen udebliver formentlig, men det eksisterende snedække hiver den hvide jul hjem.
Set med de store briller er udviklingen for Grønlands vejr juleaftensdag rimelig fastlagt. Prognoserne tyder på, at kold luft med dagsfrost juleaftensdag vil befinde sig over Grønland med kun svage lavtryk i nærheden og snebyger, som formentlig også holder sig til havs.
Vindretningen bestemmer vejret på dagen
På Grønland har vindretningen dog stor betydning for det lokale vejr. Kommer luften fra Indlandsisen, betyder det ofte klart og koldt vejr. Mens en vind fra havet kan føre skyer og lokale snebyger med sig. På grund af mange lokalforhold som gør sig gældende i Grønland, er detaljerne for vindretningen juleaftensdag endnu ikke fastlagt, og vil antageligt først være det dagen før eller et par dage før.
Men kraftige lavtryk med blæst og snestorme ser ikke ud til at kunne nå Grønland. Så de beboede steder bliver julevejret forholdsvis fredeligt og uden de store vejrrestriktioner for flytrafikken, som det eksempelvis skete i november. https://www.dmi.dk/nyheder/2019/stort-stormlavtryk-lukker-flytrafikken-i-gronland/
Dele af Grønland fejrer jul i mørketid
En stor arealmæssig bid af Grønland har mørketid i julen, hvilket betyder, at solen ikke kommer over horisonten. Det kan måske forklare, hvorfor grønlænderene er så gode til at pynte op med lys i juletiden.
Mørketiden gælder for området fra lige syd for Diskobugten og nordover. DMI har en meteorologisk afdeling på Grønland, der ligger i Kangerlussuaq tæt på grænsen, hvor mørketiden forekommer. Længere sydpå kommer solen på himlen, hvis vejret er til det, men dagene er korte. Herunder kan du se billeder fra forskellige steder på Grønland taget denne december.
Når vi kommer frem til dagen før jul, kan man følge DMI´s meteorologers bud på Grønlands julevejr her, hvor man også kan læse om de forventede temperaturer.
Af Jesper Eriksen
20. december 2019