Himlens flygtige farver

Når vi kigger op på himlen på en skyfri dag, oplever vi himlen som blå.
Men det, som vores øjne i virkeligheden ser, er den blå farve i Solens lys, som spredes af molekyler i atmosfæren. Læs med her og bliv klogere på himlens flygtige farver og en lilla himmel.

 

Jordens atmosfære spreder Solens farver forskelligt

Solens lys indeholder alle regnbuens farver, som er karakteriseret af forskellige bølgelængder. Når lyset bevæger sig igennem atmosfæren fyldt med ilt- og kvælstofmolekyler, spredes det af molekylerne, således at nogle farver skiller sig mere ud end andre. Den blå farve, som er karakteriseret af en kort bølgelængde, spredes langt mere effektivt end eksempelvis den røde farve, som har en lang bølgelængde.

Når Solen står højt på himlen, ser vi derfor himlen som blå, idet den blå farve spredes mere effektivt og skiller sig ud fra resten af farvespektret. Når Solen står lavt i horisonten, skal dens stråler derimod igennem et langt tykkere lag atmosfære og på den rejse sorteres lys med korte bølgelængder fra, idet de spredes i alle retninger. Lys med lange bølgelængder, som eksempelvis rød og orange, kan derimod godt nå ned igennem atmosfæren og i sidste ende ned til beskueren. Det er derfor, at vi ofte oplever aftenhimlen som rød-orange.

Lilla himmel

En sjælden gang kan vi være heldige at opleve vejr-fænomener som en gul, grøn eller lilla himmel. Sidstnævnte kunne beboerne i Narsarsuaq i Grønland opleve den 27. december 2020, hvor himlen for en kort stund var badet i et fuldkomment lilla lys.

Mariann Richterhausen er geofysiker og specialist i måleteknikker hos DMI, og hun kan fortælle mere om, lysfænomenet i Narsarsuaq:

”Et så betagende syn kan i sjældne tilfælde opstå, når Solen befinder sig under horisonten og lyser op på meget højtliggende perlemorsskyer i polarregionen. Perlemorsskyer befinder sig helt oppe i det lag af atmosfæren, som hedder stratosfæren og strækker sig fra ca. 10 til 50 kilometers højde fra jordens overfalde. Stratosfæren ligger over troposfæren og her er det så koldt, at skyerne udelukkende består af iskrystaller, som bryder lyset. Den brydning af lysets farver kan under særlige omstændigheder få den violette bølgelængde frem, hvilket sker når vinklen mellem Solen, skyerne og beskueren er den rette.”

Tak til vores operatører Klaus F. Jensen og Morten Rud Rasmussen for de flotte billeder fra Narsarsuaq, Grønland.

22. marts 2021
Af Maria Lind

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle