Nu bliver det 'ægte' efterår
I morgen fredag er det efterårsjævndøgn, og det betyder, at vi astronomisk set bevæger os ind i vinterhalvåret. Det er nu, at natten bliver længere end dagen, og først ved forårsjævndøgn den 20. marts 2023 overhaler de lyse timer igen vinterhalvårets lange nætter.
Disen hænger tungt om morgenen, og bladene begynder at skifte farve. Solen står senere op og går tidligere ned, og det kolde morgenmørke minder os om, at vi så småt skal huske både handsker og cykellygter på den tidlige morgencykeltur.
Hvornår er det egentlig efterår?
Ifølge kalenderen er det allerede efterår i september, oktober og november. Men de fleste vil nok mene, at det ikke ligefrem er "ægte" efterår, hvis temperaturen er over 25 grader – som vi f.eks. så sidste år, hvor temperaturen var på himmelflugt og landede på små 27 grader i Nordvestsjælland fredag den 10. september 2021.
Der er derfor en vis konsensus om, at det ”ægte” efterår først indtræder, når vi passerer efterårsjævndøgn. For det er her, at nætterne efterhånden bliver så lange, at luften kan afkøles mere effektivt, end det vi ser på de korte sommernætter. Og i større skala er det nu, hvor temperaturkontrasterne mellem det kolde nord og den varme syd bliver så "eksplosive", at det skaber grobund for regn og rusk - og i særlige tilfælde de første efterårsstorme på vore breddegrader.
Rent klimatisk kan efteråret dog også defineres som det tidspunkt, hvor den gennemsnitlige døgnminimumtemperatur er mellem 0 til 10 grader. Det er en god måde at anskue efteråret på, men også en meget besværlig definition at håndtere officielt. I det øjemed bruger DMI ”kalenderefteråret” september, oktober og november, når der skal laves statistik på efteråret.
Efterårsjævndøgn – når nætterne bliver længere end dagene
Når det er jævndøgn, passerer solens højeste punkt på himmelbanen ækvator, og dag og nat er lige lange astronomisk set. Det sker for anden gang i år fredag den 23. september kl. 03.04 dansk sommertid.
Efter passagen får den sydlige halvkugle flere soltimer end den nordlige halvkugle - og det gør den helt frem til det næste jævndøgn i marts 2023.
Inden vi når så langt, bliver dagene kortere og kortere frem til vintersolhverv, hvor dagslængden når sit minimum den 21. december.
Til den tid er dagen blot 7 timer lang, og vi har tabt næsten 10 timer i forhold til sommersolhverv (ved DMI på Østerbro i København).
Jordens omdrejningsakse styrer begivenheden
Forklaringen på efterårs- og forårsjævndøgn, skal findes i, at jorden roterer rundt om sin egen akse, og aksen hælder i forhold til den bane, som jorden har rundt om solen.
Aksens hældning lyder på 23,5 grader, og det betyder, at solen kun står op omkring en opretstående (nord-sydgående) linje to gange om året, nemlig ved jævndøgn (to øverste fotos til højre).
Om sommeren hælder det øverste af aksen ind mod solen, og derved får den nordlige halvkugle flere timer med sol. Om vinteren er hældningen derimod væk fra solen, og soltimerne er i mindretal på den nordlige halvkugle (to nederste fotos til højre).
Sommerhalvåret er længere end vinterhalvåret
Hvis forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn er markør for henholdsvis sommerhalvåret og vinterhalvåret, så er sommerhalvåret cirka én uge længere end vinterhalvåret.
Det hænger sammen med, at jordens bane omkring solen ikke er cirkulær men elliptisk, og at sommeren på den nordlige halvkugle (altså den periode, hvor den nordlige del af jordaksen peger ind mod solen) i øjeblikket falder i den del af banen, hvor jorden kommer længst væk fra solen.
År | Jævndøgn | Tidspunkt | Solhverv | Tidspunkt | Jævndøgn | Tidspunkt | Solhverv | Tidspunkt |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
2022 | 20. marts | 16.33 | 21. jun | 11.14 | 23. sep | 03.04 | 21. dec | 22.48 |
2023 | 20. marts | 22.24 | 21. jun | 16.57 | 23. sep | 08.50 | 22. dec | 04.27 |
2024 | 20. marts | 04.06 | 20. jun | 22.51 | 22. sep | 14.44 | 21. dec | 10.20 |
2025 | 20. marts | 10.02 | 21. jun | 04.42 | 22. sep | 20.20 | 21. dec | 16.03 |
2026 | 20. marts | 15.46 | 21. jun | 10.25 | 23. sep | 02.05 | 21. dec | 21.50 |
2027 | 20. marts | 21.25 | 21. jun | 16.11 | 23. sep | 08.02 | 22. dec | 03.42 |
2028 | 20. marts | 03.17 | 20. jun | 22.02 | 22. sep | 13.45 | 21. dec | 09.20 |
2029 | 20. marts | 09.02 | 21. jun | 03.48 | 22. sep | 19.38 | 21. dec | 15.14 |
2030 | 20. marts | 14.52 | 21. jun | 09.31 | 23. sep | 01.27 | 21. dec | 21.10 |
2031 | 20. marts | 20.41 | 21. jun | 15.17 | 23. sep | 07.15 | 22. dec | 02.56 |
2032 | 20. marts | 02.22 | 20. jun | 21.09 | 22. sep | 13.11 | 21. dec | 08.56 |
2033 | 20. marts | 08.23 | 21. jun | 03.01 | 22. sep | 18.52 | 21. dec | 14.46 |
2034 | 20. marts | 14.18 | 21. jun | 08.44 | 23. sep | 00.40 | 21. dec | 20.34 |
2035 | 20. marts | 20.03 | 21. jun | 14.33 | 23. sep | 06.39 | 22. dec | 02.31 |
2036 | 20. marts | 02.03 | 20. jun | 20.32 | 22. sep | 12.24 | 21. dec | 08.13 |
2037 | 20. marts | 07.50 | 21. jun | 02.22 | 22. sep | 18.13 | 21. dec | 14.08 |
2038 | 20. marts | 13.40 | 21. jun | 08.09 | 23. sep | 00.02 | 21. dec | 20.02 |
2039 | 20. marts | 19.32 | 21. jun | 13.57 | 23. sep | 05.50 | 22. dec | 01.40 |
2040 | 20. marts | 01.11 | 20. jun | 19.47 | 22. sep | 11.45 | 21. dec | 07.33 |
2041 | 20. marts | 07.07 | 21. jun | 01.36 | 22. sep | 17.27 | 21. dec | 13.18 |
2042 | 20. marts | 12.53 | 21. jun | 07.16 | 22. sep | 23.12 | 21. dec | 19.04 |
2043 | 20. marts | 18.28 | 21. jun | 12.58 | 23. sep | 05.07 | 22. dec | 01.01 |
2044 | 20. marts | 00.20 | 20. jun | 18.51 | 22. sep | 10.48 | 21. dec | 06.44 |
2045 | 20. marts | 06.07 | 21. jun | 00.34 | 22. sep | 16.33 | 21. dec | 12.35 |
2046 | 20. marts | 11.58 | 21. jun | 06.15 | 22. sep | 22.22 | 21. dec | 18.28 |
2047 | 20. marts | 17.53 | 21. jun | 12.03 | 23. sep | 04.08 | 22. dec | 00.07 |
2048 | 19. marts | 23.34 | 20. jun | 17.54 | 22. sep | 10.01 | 21. dec | 06.02 |
2049 | 20. marts | 05.29 | 20. jun | 23.47 | 22. sep | 15.43 | 21. dec | 11.52 |
Af Anja Fonseca
22. september 2022