Hedebølge smelter Danmark
De seneste dages lummerhede har nu resulteret i, at vi har en landsdækkende hedebølge i Danmark. Vi får typisk hedebølge hver anden sommer, men denne sommer udmærker sig ved, at landet er blevet ramt af flere kortvarige men særdeles varme luftmasser fra syd.
Sommervarmen har i den grad indkapslet Danmark med udbredt varme- og hedebølge.
- Varmen tog for alvor fart i fredags med lokale temperaturer over 30 °C, og lørdag havde hedebølgen etableret sig flere steder i Jylland og på øerne dog uden at være landsdækkende. Det skete først i går, hvor hele 63 procent af landet var ramt, siger klimatolog Mikael Scharling.
I dag er vi her kl. 15 nået op på 54 procent, og andelen vil forøges lidt de kommende timer.
Faktaboks I Definition på varme- og hedebølge
- Der er varmebølge et sted, når middelværdien af de højeste registrerede temperaturer på stedet, målt over tre sammenhængende dage, overstiger 25°C. Regional varmebølge er, når mere end 50 % af en regions areal opfylder ovenstående betingelse. Landsdækkende varmebølge er, når mere end 50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelse.
- Der er hedebølge et sted, når middelværdien af de højeste registrerede temperaturer på stedet, målt over tre sammenhængende dage, overstiger 28°C. Regional hedebølge er, når mere end 50 % af en regions areal opfylder ovenstående betingelse. Landsdækkende hedebølge er, når mere end 50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelse.
Hedebølge hvert andet år
Landsdækkende hedebølger forekommer ca. hvert andet år, og i år har vi inklusiv i dag haft fire døgn, hvor hedebølgen har dækket mere end 50 procent af landets areal, og derfor kan hedebølgen kaldes landsdækkende.
- I år er lidt speciel, da forskellen mellem antal varme- og hedebølgedøgn kun er tre døgn. Normalt er der langt flere varmebølgedøgn end hedebølgedøgn. Det kan forklares med, at Danmark er blevet ramt af flere meget varme luftmasser - dog kun i kortere perioder i juli og august, forklarer klimatolog Mikael Scharling.
For 10-års perioden 2011 til 2020 forekom der i gennemsnit 9,8 varmebølgedøgn og 1,7 hedebølgedøgn pr. år.
Af Mikael Scharling, klimatolog
Anja Fonseca, DMI Kommunikation
15. august 2022