Ozonlaget er i bedring

Atmosfærens indhold af ozonnedbrydende stoffer falder støt, og ozonlaget viser tegn på en sund genopbygning og dermed en forventet genopretning til forholdene før 1980 inden for de næste 20-40 år.

Det viser nyeste rapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) ’Scientific Assessment of Ozone Depletion: 2022’. Rapporten udarbejdes hvert fjerde år og samler al viden (forskning, modelarbejde og målinger) vedrørende ozonlaget.

Ozonlaget er vigtigt for alt liv på jorden, da det beskytter mod den skadelige UV-stråling fra solen. Bedringen skyldes et fald i de ozonnedbrydende stoffer, der er reguleret af bl.a. Montreal Protokollen fra 1987.

Polerne har længere udsigt
Genopretningen af ozonlaget foregår dog med forskellig hastighed kloden rundt.

For mellembreddegrader (60°S – 60°N) forventes ’normale’ tilstande omkring år 2040.

Det går langsommere i de polare områder både i nord og syd. Over Antarktis forventes helingen at vare helt indtil år 2065.

Bremser temperaturstigning
En ikke ubetydelig sidegevinst ved begrænsningen af HFC-kølemidler og andre ozonnedbrydende stoffer er klimagevinsten.

De ozonnedbrydende stoffer er nemlig også meget kraftige drivhusgasser.

WMO vurderer i rapporten, at med en fortsat udledning, som den der fandt sted i begyndelsen af 1980erne, ville den globale temperatur i dag være yderligere cirka 0,5 °C højere end i dag.

Ozonhullerne er der endnu
Ozonhuller er de tydeligste tegn på ozonnedbrydningen.

De kraftigste spor af ozonnedbrydning findes i de polare områder i vinter- og forårsmånederne, kraftigst over Antarktis, hvor forskerne har registreret det velkendte ozonhul siden begyndelsen af 1980erne.

At ozonhuller optræder netop der, skyldes, at de ozonnedbrydende stoffer kræver et meget koldt miljø (lavere end ca. -80 °C) for at blive aktive.

I stratosfæren (12-30 kilometers højde) over de polare egne falder temperaturen i løbet af vinteren tilpas meget og den polare hvirvelvind, en meget kraftig vind fra vest til øst i stratosfæren, der også normalt opstår i vintermånederne, sørger for at afskærme den kolde luft fra tilstrømning af varmere vinde, og holder dermed temperaturen lav, selv når solen skinner i de polare områder. Sollys er nemlig også en afgørende faktor for ozonnedbrydningen.

I figur 1 herunder vises det areal på jorden, som ozonhullet maksimalt har dækket hvert år siden 1980. Der er udsving fra år til år som følge af svingende meteorologiske forhold, men den generelle tendens er, at hullet voksede hurtigt i størrelse indtil udfasningen af brugen af de ozonnedbrydende stoffer begyndte i slutningen af 1980erne. Ozonhullet var størst i år 2000, og siden er der en svagt faldende tendens.

Men man ser også af figur 1, at ozonhullet i 2022 var så stort, at det lige præcis fik sneget sig ind i top-10 over de største huller gennem tiderne.

Kold luft over Antarktis
Forklaringen på, at de store huller optræder samtidig med en bedring af ozonlaget, findes i de meteorologiske forhold i atmosfæren.

De ozonnedbrydende stoffer virker kun, når temperaturen er meget lav, og de seneste år har der været en tendens til, at det kolde område i stratosfæren over Antarktis har været større end normalt (figur 2).

Det gennemsnitlige volumen i stratosfæren, hvor ozonnedbrydning er mulig, er i figuren vist for august måned for årene 2002-2022.

Selvom mængden af ozonnedbrydende stoffer har været dalende siden 2000, er det område, hvori de kan virke, blevet lidt større, og derfor ser man fortsat forholdsvis store ozonhuller over Antarktis.

De ændrede forhold skyldes formodentlig klimaændringerne, hvor den øgede mængde drivhusgassser holder varmen tættere på jordoverfladen og giver et koldere klima oppe i stratosfæren.

I det lange løb, betyder det, at den totale heling af ozonlaget og dermed en ’lukning’ af ozonhullet bliver udsat med få år. Men når der til sidst ikke er flere ozonnedbrydende gasser, dannes ozonhuller ikke, uanset temperaturen.

Læs executive summary af rapporten her (ozone.uneo.org - PDF)

Af Helge Jønch-Sørensen, forsker hos Nationalt Center for Klimaforskning på DMI
11. januar 2023